Formand Finn viser i TV 2-programmet 'Balladen om kolonihaven', at en af de store konflikter mellem den gamle garde og de nye tilflyttere er holdningen til øl ved sociale arrangementer.
Og efter kameraerne er slukket ude i kolonihaveforening Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde, har bestyrelsen da også valgt at gøre sig upopulære hos nogle beboer med en ny regel om øllene.
Det skriver Se og Hør, der har talt med 'Fjolle-Keld' – med det borgerlige navn Keld Sørensen.
Den lattermilde Nordjyde kan til ugebladet fortælle, at bestyrelsen har taget en beslutning om, at der ikke længere skal sælges øl i deres fælleshus,
Og det er en beslutning, som vækker undren.
Keld Sørensen mener, at det er helt hen i vejret, og at formanden Finn Lund Nyby 'sover i timen', når han tager sådan en radikal beslutning.
Men bare fordi bestyrelsen ikke længere vil sælge dem, betyder det ikke, at øllene er forsvundet.
I stedet er det blevet Dueforeningen, der også står for hasardspillet i kolonihaveforeningen, der sælger dem.
»Der er stadig øl, ja – mange øl. Det skal der sgu være! Det er sådan noget, folk går og glæder sig til: At komme over om søndagen og sige hej og snakke to-tre timer over en bajer«, pointerer 'Fjolle-Keld', til Se og Hør.
Programmet er blevet en bragende succes for TV 2.
Til B.T. har tv-kanalen delt de fine tal for programmerne, og der er bestemt seere til dokumentaren om livet i kolonihaven i Aalborg.
Seriens første afsnit har haft hele 978.000 seere. Afsnit to nåede op på 907.000 seere og afsnit tre fik 889.000 seere.
Dokumentarseriens redaktør på TV 2, Lasse Bjerre, har også fortalt, at han er glad for resultatet.
»Vi er meget glade for den modtagelse, som ’Balladen om kolonihaven’ har fået – både af seerne og i pressen.«
Også B.T.'s anmelder var ekstremt henrykt over serien og kaldte den 'genial'.