Lyt til artiklen

Liv Martine og Mads Niemann er søndag blevet forældre for anden gang til en lille søn.

'Den store bagedyst'-vinderen og ægtemanden deler selv de glade nyheder i et opslag på Instagram, hvor de også røber, at deres nyfødte har fået navnet Luis.

»Lige pludselig var vi fire, og alt er fuldstændig perfekt,« skriver Liv Martine til to billeder af den lille søn i armene på sine rørte forældre.

I en række stories kan man ligeledes se, hvordan parret søndag aften har forladt hospitalet for at komme hjem igen på deres nordjyske gård.

»Nu går turen hjem, og Frode skal møde Luis for allerførste gang,« skriver den stolte mor.

Liv Martine og Mads Niemann har i forvejen den toårige søn Frode, der altså nu også kan kalde sig for storebror.

Influencerparret har været gift i tre år.

Liv Martine vandt 'Den store bagedyst' tilbage i 2015, og hun har siden gjort en karriere ud af det søde bagværk som iværksætter, kogebogsforfatter og influencer.