Smilet var stort, da hun i 2019 fik vindertrofæet i hænderne i 'Den store bagedyst'.

Men Frederikke Legaards deltagelse i det populære tv-program var ikke kun fryd og gammen. Det var også bandeord og frustrationer. Og hamrende hårdt.

I Heartbeats-podcasten 'Rejsen' fortæller hun således, at hun før sin deltagelse ikke havde gennemskuet, at der med hendes ord var tale om et realityprogram.

»Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg havde været med i et realityprogram, da jeg fandt ud af det,« fortæller hun og tilføjer, at hun særligt havde svært ved at finde sig hjemme i tilrettelæggernes anvisninger.

Anvisninger, der særligt handlede om at skrue op for reaktionerne. Skeje lidt ud. Lave godt tv.

»Man står sådan: 'Det er nul procent ægte, det der, det har jeg ikke lyst til'. De siger: 'Kom nu, kom nu, vi kommer til at klippe det fedt sammen, kan du ikke bare hoppe lidt og danse lidt?'«

»Og jeg så er sådan: 'Det har jeg seriøst ikke lyst til, fordi det er ikke sådan, jeg har det lige nu. I har faktisk ødelagt det fuldstændig for mig',« fortæller hun i podcasten.

Af samme årsag begyndte hun også at bande, hvis hun ikke ønskede at blive filmet, tilføjer hun grinende om oplevelsen.

Presset til trods stod Frederikke Legaard med titlen som vinder, da det hele var ovre. Og med den følger et trofæ.

Også dét får nu kritik med på vejen fra den 25-årige kvinde. Med en baggrund som skilteteknikker stod det nemlig hurtigt klart for hende, at trofæet var en 'pissegrim lorteplastikpokal'.

»Men jeg er jo glad for den! Jeg har brugt den som dørstopper og bogholder og alt muligt.«

Forløbet endte med at være noget af det hårdeste, hun nogensinde har været med til. Både fysisk og psykisk. Hun er dog glad for at have gennemført og for den ære, der fulgte med sejren, fortæller hun i podcasten.

Frederikke Legaard i programmet.
Frederikke Legaard i programmet. Foto: Foto: DR
Vis mere

At det er hårdt, kan Søren Olsen godt nikke genkendende til. Han er redaktør på 'Den store bagedyst' og har i kølvandet på Frederikke Legaards kritik været i kontakt med hende.

Han er af den opfattelse, at hun stadig mener, det var en positiv oplevelse af være med i programmet.

Det fortæller han i et mailsvar, efter B.T. har bedt ham forholde sig til den fremsatte kritik.

»Jeg ved fra hende – og andre deltagere – at det også er hårdt at være med i programmet. Blandt andet fordi vores program handler lige så meget om de mennesker, der er med i programmet, som det handler om kagerne. I vores tilrettelæggelse af 'Den store bagedyst' gør vi, hvad vi kan for at fortælle om, hvad deltagerne rummer af ambitioner og følelser,« skriver han og fortsætter:

»En naturlig del af den proces er at hjælpe deltagerne til at sætte ord på, hvad de føler, tænker og gennemlever igennem programmet. Derfor er det selvfølgelig også op til deltagerne selv, hvad de siger, når vi interviewer dem. Vores rolle er som formidlerens.«

Hvad angår kritikken af trofæets kvalitet, skriver han:

»Jeg ved fra Frederikke og andre tidligere vindere, at pokalen først og fremmest er et minde om en stor oplevelse og en personlig udvikling.«

»Hvad den er lavet af, tror jeg betyder mindre.«