Frederikke Legaard har fået et stort ønske opfyldt.

I et opslag på Instagram skriver den tidligere 'Den store bagedyst'-vinder nemlig, at hun skal lave madprogrammer med Adam Price.

'Jeg havde ikke i min vildeste fantasi regnet med, at jeg en dag kunne sige 'Jeg skal lave et madprogram med Adam Price'. Men det kan jeg nu, hehe. Og I skal glæde jer!' skriver hun indledningsvist.

Det bliver en serie på DR, hvor de to skal samarbejde om programmet 'Berømte måltider'.

Nu vender Frederikke Legaard tilbage til skærmen. Foto: DR/AM Production
Nu vender Frederikke Legaard tilbage til skærmen. Foto: DR/AM Production
Vis mere

»Sammen genopdager vi og fortolker berømte måltider, og det er blevet til mange sjove, ambitiøse og hyggelige timer i køkkenet, hvor vi sammen har skabt de mest vanvittige madretter og spiselige kreationer,« lyder det fra den tidligere 'Bagedyst'-vinder.

Programmet har premiere 20. december, og i det første afsnit skal de to værter fortolke måltiderne fra Charles Dickens-klassikeren 'Et juleeventyr', og det resulterer blandt andet i en kolossal kage, ifølge DR.

Andet program bliver en fortolkning af '90-års fødselsdagen', der altid sendes til nytår.

Parret har ikke arbejdet sammen før, og det bliver Frederikke Legaards første tilbagevenden til skærmen, efter hun vandt 'Den store Bagedyst' i 2019.