I årets sæson af 'Den store bagedyst' finder man to deltagere, der har kærester fra 'Vild med dans'.

Der er mesterbageren Frederik Haun, som er kærester med den professionelle danser Morten Kjeldgaard, samt SæÞór Kristínsson, der er kærester med danseren Thomas Evers Poulsen.

Men det var kun Morten Kjeldgaard, som 'Den store bagedyst'-seerne fik lov at se i premiereprogrammet.

»Jeg tror, Thomas er med i andet program. DR valgte at gøre sådan for at dele det op, så de ikke begge var med i det første program,« forklarer SæÞór Kristínsson.

Sæþór i fuld sving i 'Den store bagedyst'.
Sæþór i fuld sving i 'Den store bagedyst'.
Vis mere

Men faktisk var han selv lidt i tvivl om, hvorvidt hans kendte kæreste skulle vises frem i 'Bagedysten' i det hele taget.

»Jeg havde en snak med DR om det, fordi jeg frygtede, at det ville gå ind og overskygge. Jeg var urolig for, om det ville tage for meget fokus, for nu er det jo mig, der deltager. Men samtidig er han jo en stor del af mit liv og min hverdag, så selvfølgelig skulle han med i det indblik i, hvem jeg er,« forklarer den 28-årige 'Bagedyst'-deltager.

Faktisk var det først, da SæÞór Kristínsson havde sikret sin plads i programmet, han afslørede for produktionen, hvem hans kæreste gennem fem år var.

For han er vant til at stå i skyggen af Thomas Evers Poulsen.

»Det gør man helt naturligt, fordi det er ham, der er spændende. Det er jo lidt præmissen. Men jeg har også oplevet at møde nye mennesker, og når de så finder ud af det, så tager det fokus væk fra mig. Det har jeg da været lidt ærgerlig over. Så det håber jeg kan vende nu, så folk også synes, jeg er spændende,« forklarer SæÞór Kristínsson.

Til daglig er han regnskabsassistent og ikke mindst far til den otteårige datter Gloria, han har fra et tidligere forhold.