Der var næsten dømt 'den franske nougat-dyst', da deltagerne i lørdagens afsnit af DR's populære bageprogram skulle lave slik.

Mens der også var vingummi, bolsjer og karameller på menuen, så valgte hele fire af programmets ni tilbageværende deltagere at lave fransk nougat.

Men hvis du sad og undrede dig over, om du havde overset en regulær fransk nougat-trend, så ånd lettet op.

Ifølge Lena, der, sammen med Mads, Max og Caroline, havde kastet sig over den hvide snack, så var det mere et spørgsmål om praktik end om smag.

Fransk nougat.
Fransk nougat. Foto: KJERSTI HJELMEN
Vis mere

»Vi har tiden imod os i 'Den store bagedyst'. Rigtigt meget slik er med gelatine, som skal sætte sig, og det kan man slet ikke nå på to timer. Men så var det da dejligt, at fransk nougat kunne gå under kategorien slik,« siger hun.

Normalt ville produktionen have forsøgt at undgå, at seerne blev præsenteret for det samme stykke slik eller bagværk så mange gange i ét program, men det satte den aktuelle coronapandemi en stopper for, vurderer den 36-årige deltager.

»På grund af corona vidste vi ikke, hvornår vi kunne begynde optagelserne, så da vi pludselig fik grønt lys, gik det stærkt,« siger Lena Thorsson.

Optagelserne skulle derfor gennemføres over en kortere periode end tidligere sæsoner, og derfor var der også kortere betænkningstid mellem opgaverne.

Lena Thorsson i bageteltet.
Lena Thorsson i bageteltet. Foto: DR
Vis mere

»Vi skulle sende forslag og billeder til produktionen, så de kunne trække os i forskellige retninger, hvis alt for mange pludselig stod og lavede det helt samme produkt. Men det var der ikke tid til i den her sæson – det havde været helt umenneskeligt at bede os ændre vores ideer med den korte tid,« siger Lene Thorsson.

»Heldigvis faldt alle de forskellige udgaver af fransk nougat forskelligt ud – også smagsmæssigt,« griner deltageren, der selv fik kritik for sine noget bløde stykker fransk nougat.

'Den store bagedyst'-dommer Markus Grigo har tidligere fortalt, hvordan deltagerne har været under et større pres end tidligere grundet den aktuelle pandemi.

»Mens konkurrencen var i gang i teltet, var der ikke noget at mærke. Der gav folk den alt, hvad de havde, men da det var ovre, var de helt smadrede. Man kunne godt mærke, at deltagerne var trætte,« har han blandt andet fortalt til B.T., hvor han også vurderer, at det ikke altid er en fordel at have tid til at øve sig mellem optagelserne.

Læs mere her.