Der er dømt kager spækket med følelser i lørdagens afsnit af 'Den store bagedyst'.
Og særligt for én af deltagerne sidder følelserne uden på forklædet.
Den 28-årige 'Bagedyst'-deltager SæÞór Kristínsson valgte nemlig at dedikere sine mosaik-småkager til sin afdøde mor.
»Jeg håbede, at min mor ville være ved min side under hele forløbet. Men da hun ikke kunne være det, ville jeg lave noget til ære for hende, så hun også var med mig i 'Bagedysten',« siger han til B.T.
I begyndelsen af januar gik SæÞór Kristínssons mor bort efter et langt sygdomsforløb med kræft.
»Jeg mistede min mor, og fire dage efter begravelsen stod jeg til casting på programmet. Det var enormt hårdt,« fortæller han.
Derfor valgte SæÞór at dekorere sine småkager med glasur, der former en klassisk mor-tatovering. Det skal symbolisere hans kærlighed til sin mor.
»Småkagerne var meget personlige. En mor-tatovering er den ultimative måde at hylde sin mor på – og så kommer jeg ud af en familie af sømænd, så det virkede passende,« siger SæÞór Kristínsson.
Det var dog ikke helt uden tøven, at han kastede sig over at lave småkagerne.
»Jeg var meget i tvivl, fordi jeg syntes, det var hårdt. Men det var også en del af min helingsproces,« siger 'Bagedyst'-deltageren og uddyber:
»Min mor og jeg havde mange snakke, inden hun døde. Jeg ved, at hun ville have ønsket, at forhindringer og hjertesorger ikke skulle stoppe mig fra at leve mit liv.«
Ud over de personlige småkager vinder SæÞór Kristínsson den hemmelige udfordring og bager et grønt mesterværk.
Det resulterer i, at den 28-årige amatørbager for første gang kan bryste sig af titlen som 'mesterbager'.
»Nej, Mener du det?« udbryder han i programmet og bliver rørt til tårer, da værten Timm Vladimir nævner hans navn.
SæÞór Kristínsson beskriver det, at vinde det grønne forklæde og titlen som 'mesterbager', som en surrealistisk oplevelse.
»Jeg brød sammen og græd bagefter. Jeg var så lykkelig over at få det, fordi jeg bagte for min mor,« siger SæÞór Kristínsson.