Andet afsnit af ’Den store bagedyst’ blev en følelsesmæssig rutschebanetur for den 26-årige Aalborg-pige Beate Stengaard Sørensen, der i tyve minutter lod tårerne trille, efter at hun tabte sin Rubinsteinkage.

»Det er en oplevelse, man ikke lige glemmer,« griner Beate og genfortæller dramaet

»Jeg havde lavet en makronbund, som lå omvendt, så den ikke sad fast på kagefadet. Da jeg så vil have kagefadet over på en drejeskive for nemmere at kunne sprøjte flødeskum på, får jeg tippet fadet, så hele kagen skøjter ned.«

I ’Den store bagedyst’ kan man se en fortvivlet Beate kæmpe videre. Hun havde i forvejen problemer med sin kage-gele, så hun havde ikke det store overskud.

»Det var så surrealistisk en oplevelse. Der var måske 20-30 minutter tilbage, så jeg kunne ikke nå at lave noget om. Da kagen skrider, står der pludselig tyve kameraer i hovedet på mig. Det var max pres.«

Det lykkedes for hende at få en kage klar til dommerne, men resultatet blev af gode grunde ikke, som hun havde håbet.

»Jeg var både lettet og skuffet. Det var så vildt. Tårerne trillede ned ad kinderne i tyve minutter, da det sker.«

Og her stoppede den følelsesmæssige bagedyst ikke for Beate.

Beate i 'Den store bagedyst'.
Beate i 'Den store bagedyst'. Foto: DR
Vis mere

I første runde skulle de nemlig bage deres personlige bud på en klassisk ’Kaj-kage’, og her havde Beate en særlig opskrift med i baglommen.

»Bunden var lavet af en sirupskage, som er min mormors gamle opskrift. Det var hende, der lærte mig at bage. Hun havde mig altid med i køkkenet, så da Markus (Grigo, dommer, red.) roser mig og vil have opskriften, bliver jeg rørt.«

Hun bliver næsten berørt af at tænke på det igen.

»Min mormor døde for to år siden. Hvis hun havde været her i dag, ville hun have været så pissestolt,« tilføjer hun.

Beate giver sit bud på, hvorfor deltagerne i ’Den store bagedyst’ ofte bliver så følelsesmæssigt påvirkede af deres præstationer i programmet.

»Når man ser det, glemmer man måske, at det jo ikke bare er en kage. Det er vores tanker, vores historier og noget, vi har brugt mange timer på. Så der er vildt mange følelser blandet ind i det.«

Hun tilføjer:

»Og så er jeg et kæmpe konkurrencemenneske, der hader at tabe, haha.«