Golden Globes-showet, hvor film og tv-serier bliver belønnet med priser, er altid en glamourøs affære. Den glamour har danskeren Ole Henriksen i år bidraget til.

Skønhedseksperten har nemlig leveret en creme, som kommer i den pose, stjernerne fik udleveret som gave ved arrangementet.

Cremen fra Ole Henriksen er i godt selskab med en solcreme, en håndtaske, renseolie, andre cremer og mascara.

De udvalgte kendisser, der kunne tage denne gave med hjem fra arrangementet, kan glæde sig over at have fået produkter til en værdi af over 4.000 kroner, skriver mediet Standard.

Der findes både en udgave af gavepakken til mænd, og også en til kvinder. Det er den til kvinder, som Ole Henriksen har bidraget til.

Ole Henriksen, som flere gange har været med på den røde løber ved Golden Globes, er stolt af at have leveret gaver til filmstjernerne.

»Jeg har i mange år været forkælet med at gå på den røde løber,« siger Ole Henriksen til B.T. og fortsætter:

»Her er man omgivet af et hav af de store stjerner, og det er en kæmpestor ære og fornøjelse at være en del af.«

Sandra Oh var både vært, men også vinder af en Golden Globe. EPA/MIKE NELSON
Sandra Oh var både vært, men også vinder af en Golden Globe. EPA/MIKE NELSON Foto: MIKE NELSON
Vis mere

Ole Henriksen har fulgt showet i mange år, og han var imponeret over årets udgave.

Især værterne Sandra Oh og Andy Samberg imponerede den glade Henriksen.

En anden dansker, som var med til prisuddelingen, var skuespiller Kim Bodnia. Han var også begejstret for aftenens forløb.

Han har spillet med i serien 'Killing Eve', hvor netop Golden Globe-værten Sandra Oh spiller hovedrollen.

Derfor glædede han sig til at se, hvordan hans kollega ville klare værtsrollen.

Til B.T. havde han ikke andet end ros for aftenen, som han beskrev som en helt særlig oplevelse.

»Det er familiernes fest. Ordene kærlighed, familie og fremtid sammen, er ordene for denne aften,« siger den danske skuespiller til B.T.s udsendte.

Sandra Oh vandt prisen for bedste skuespillerinde i et tv-drama.