Der var tale om et karakterstudie, og ikke et karaktermord, da Ilse Jakobsen medvirkede i TV 2's program 'Bramfri'.

Sådan forklarer chefredaktør på TV 2 Echo, Marie-Louise von Holstein, i kølvandet på den kritik, som Berlingske fredag har forelagt.

Her skrev redaktør Simon Bendtsen, at intentionerne i programmet er gode, men at ingen af parterne slipper særligt godt fra det.

Avisen hæfter sig særligt ved tidligere kritik, der har været rettet mod Ilse Jakobsen om kritisable arbejdsforhold blandt ansatte i Ilse Jaconsens butikker, men som hun kun forholder sig vagt til i programmet.

Designer og iværksætter Ilse Jacobsen.
Designer og iværksætter Ilse Jacobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Berlingske kalder det en besynderlig omgang ansvarsforflygtigelse, at hun i programmet heller ikke ser sig som lederen af sit modeimperium og derfor ikke havde ansvar for arbejdsretlige sager, og så påpeges det også, at hendes påstande får lov at stå uden, at der kommer særligt kritiske spørgsmål til opfølgning.

Koger man det hele sammen, munder det ud i følgende: 'Det virker nærmest, som om TV 2 opfordrer hende til at begå karakterselvmord. Lige den del lykkes glimrende for programmet.'

Men det er Marie-Louise von Holstein lodret uenig i, da B.T. foreholder hende til kritikken:

»Vi mener ikke, det er et karaktermord – men snarere et karakterstudie. Hvordan Ilse Jakobsen i dag forholder sig til kritikken står naturligvis for hendes regning. Vores ambition med  programmet er at komme tættere på mennesket og et indblik i hvordan deres holdninger er skabt. Det synes vi i al beskedenhed, at dette program i særklasse gør.«

Berlingske påstår også, at Ilse Jacobsen kommer med unøjagtige oplysninger i programmet. Her peges på et eksempel, hvor hun nævner, at fire procent af amerikanske kvinder går rundt i et par sko, som hun har designet.

Det svarer til næsten syv millioner kvinder, og her holder Berlingske det op imod virksomhedens omsætning på 50 millioner kroner fra 2019, og 'det lyder af meget', konkluderes det. Avisen mener ikke, at det øger troværdigheden af programmet.

Her fortæller chefredaktøren hos TV 2, at der ikke er foretaget faktatjek af hendes påstande undervejs i programmet, og at det blot må stå for hendes egen regning:

»Ilse Jakobsen påstand om de 4 % står for hendes regning. Programmet Bramfri har som Berlingske også selv refereret som mission at komme tættere på et menneske, som fylder eller har fyldt i det danske nyhedsbillede.«