Aviaaja Ezekiassen skal vise sit design frem for dommerne i det populære DR-program 'Danmarks næste klassiker', begynder hun pludselig at græde. Hun dækker ansigtet til med sine hænder.

»Jeg tror egentligt bare, jeg er rystet. Jeg har været så stresset i morges og i aftes,« forklarer den 33-årige designer til kameraet.

Aviaaja Ezekiassen er lige nu aktuel i serien 'Danmarks næste klassiker', hvor hun og fire andre designere i hvert afsnit forsøger at designe den nye Y-stol, PH-lampe eller Ægget.

Det er ikke første gang, at presset fra en branche med højt tempo og endnu højere forventninger blev for meget for hende. For bare et år siden havde designbranchen knækket hende, og hun var i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet skulle fortsætte i den branche.

De fem deltagere i programmet, to dommere og vært.
De fem deltagere i programmet, to dommere og vært.
Vis mere

Da Aviaaja Ezekiassen blev kontaktet af producere fra DR, der ville have hende med i programmet 'Danmarks næste klassiker', krævede det derfor lidt betænkningstid.

»Jeg havde mistet lysten til at designe under og lige før min sygemelding, og jeg troede heller ikke på mig selv længere,« fortæller Aviaaja Ezekiassen.

Det var ellers ikke, fordi hun ikke var forberedt på branchens hårde arbejdsmetoder, som seeren får indblik igennem programmet. Første dag på arkitektskolen i Aarhus sagde en underviser:

»Kig rundt i lokalet. Hver fjerde af jer kommer til at gå ned med stress eller depression. Det skal I regne med. At være arkitekt er ikke et arbejde, men en livsstil.«

Kort tid efter underviserens advarsel mærkede designeren selv branchens pres.

»Jeg sad på tegnestuen og arbejdede fra klokken 9 om morgenen til 9 om aftenen. Bagefter drak jeg fyraftensøl med kollegaerne. Kaffe i løbet af dagen og øl om aftenen, det var kosten,« siger hun.

Men Aviaaja Ezekiassen knoklede hårdt og løb med de andre kollegaer. Hele vejen gennem studiet og til en projektansættelse på den anden side. Til sidst blev hun ofte syg. Mere end hun plejede. Fik influenza og svamp i mund og hovedbund.

»Jeg gik til lægen og fik foretaget en masse undersøgelser, men da alt så fint ud på dem, spurgte lægen, om vi ikke skulle tale lidt om stress,« siger hun.

'Man kan da ikke gå ned med stress som 30-årig,' tænkte den unge designer og fortsatte arbejdet, indtil kroppen en dag sagde stop.

I dag husker hun tilbage på deciderede blackouts, mens hun var på tur med sin hund. Pludseligt vågnede hun op, midt på vejen og ude af stand til at komme i tanke om, hvordan hun nåede dertil. De næste seks måneder var hun sygemeldt. Tiden gik med forskellige kurser, meditation og søgen efter ro. Indtil hun en dag tog et sjippetov i hånden og begyndte at sjippe sig ud af sygdommen.

Det var alle de oplevelser, der gik gennem Aviaaja Ezekiassens hoved, da producerne fra Danmarks næste klassiker rakte ud til hende. Det var seks måneder siden, hun blev raskmeldt, men alligevel rumsterede mange spørgsmål og meget tvivl.

Kunne hun klare presset? Ville hun få et tilbagefald? Skulle hun overhovedet fortsætte som designer? Og hvordan ville kollegaerne reagere på hendes sårbarhed?

Samtidig vidste hun også, at sygemeldingen havde lært hende meget. Og hun var nysgerrig.

»Jeg ville gerne vide, om jeg kunne håndtere det pres. Jeg har jo sat mig nogle rammer i de omgivelser, jeg kender. Men nu bliver jeg kastet ud i nogle nye fremmede rammer. Konkurrencens rammer. Og det hele bliver videodokumenteret, her kan man intet skjule.«

Dog kunne Aviaaja Ezekiassen trække på nogle erfaringer fra de vante rammer. Hvor banalt det end lyder, så havde hun lært at tage pauser, hvor hun laver aktiviteter, der får hende til at slappe af.

»Selvom man har mere travlt end nogensinde før, skal man huske at spise og tage pauser,« siger designeren, der selv slapper bedst af med et sjippetov i hånden.

Og selvom det måske kan virke voldsomt for seerne at se Aviaaja Ezekiassen med tårer i øjnene og skælvende stemme, så mener designeren, at det er en helt naturlig del af konkurrencen.

»Det at græde, fordi alting går galt, lige før man skal aflevere, er en naturlig reaktion,« siger hun og understreger samtidig, at hun har det godt i dag.

Konkurrencen fik hende til at indse, at hun stadig elsker at designe. Så længe hun bare husker en sjippepause.