På vej ud ad døren leverer Ask Rostrup en stikpille til sin hidtidige arbejdsplads DR.

»Det er ikke godt nok, at jeg, når jeg takker af klokken 21, skal sige: 'Der er tv-avis igen om 18 timer.' Det er ærgerligt, at det ikke kan gøres bedre.«

Sådan sagde DRs afgående politiske journalist og vært Ask Rostrup, da han torsdag var gæst i 'Q&CO'.

Du kan høre programmet herunder:

Nu får han lov til at lave nyheder døgnet rundt. Nogle få dage endnu er Ask Rostrup ansat i DR. Men 1. april bliver han chef for dét, han selv har kaldt »landets førende nyhedsmuskel« – TV 2 News, hvor han skal være chefredaktør og kanalchef.

Ask Rostrup har været 14 år i DR. Han har været politisk redaktør og leder af DRs Christiansborg-redaktion, vært på 'TV Avisen', 'Langt fra Borgen' og en række valgprogrammer.

Han går på ingen måde i vrede:

»Jeg kommer til at savne DR utrolig meget. Jeg har været sindssygt glad for at være i DR. Jeg er meget, meget glad for DR som idé, for de ting, der bliver lavet, og for de muligheder, jeg har fået for at bedrive den slags journalistik, jeg tror på. Jeg forlader DR med kærlighed til stedet.«

Portræt billeder af Henrik Qvortrup på BT redaktionen. August 2020
Portræt billeder af Henrik Qvortrup på BT redaktionen. August 2020 Foto: Jon Wiche
Vis mere

Men da B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, i 'Q&CO' spurgte, hvorfor landets største nyhedsmuskel ikke sidder på DR, der får 3,9 mia. kroner om året til at lave fjernsyn for, måtte Ask Rostrup tone rent flag.

»En stor, statsfinansieret public service-virksomhed skal have et et sted, hvor folk altid kan blive klædt på. Det er ærgerligt, at DR ikke har en 24-timers nyhedskanal,« sagde han og fortsatte:

»Ledelsen har altid sagt, at tiden ikke er til det. Men det synes jeg, den er.«

Mens DR satser på digital journalistik, laver TV 2 News stadig flow-tv. Dét giver mening, mener den nye chefredaktør:

»Flow-tv er ikke dødt. Mange ser stadig flow-tv, måske ikke på tv-skærmen derhjemme, men så streamer de det senere, eller ser det på deres telefoner.«

B.T. har forholdt DRs nyhedschef, Thomas Falbe, Ask Rostrups udtalelser i 'Q&CO.'.

»Jeg synes ikke, der er noget som helst underligt i, at Ask, der nu skal være chef for en 24-timers nyhedskanal, synes, et medie bør have en 24-timers nyhedskanal. Det ville være unaturligt andet,« lyder det fra nyhedschefen, der dog anfægter Ask Rostrups regnestykke.

For der går ikke 18 timer, fra 'TV Avisens' vært siger farvel om aftenen, til der igen er nyheder at finde på DR1, understreger han og henviser til, at der allerede er 'TV Avisen' igen klokken 7 morgenen efter – og igen klokken 12.

Han henviser desuden til Radioavisen, som kører én gang i timen, DR2 samt dr.dk, der også opdateres løbende. Og så de akutte situationer, hvor flow-tv på DR1 også bliver inddraget.

»Jeg synes med rette, man kunne kritisere os, hvis vi ikke satte vores nyhedsjournalistik til rådighed på digitale platforme. Det ville være et svigt af dimensioner ikke at være til stede dér, hvor danskerne finder deres nyheder,« siger Thomas Falbe og understreger, at det altså ikke er tilfældet.

At DR ikke har en 24-timers nyhedskanal er altså langtfra ensbetydende med, at man ikke altid kan finde nyheder på DRs platforme, fastslår han.

Om Ask Rostrups skifte over til konkurrenten siger han:

»Jeg er sindssygt ked af, at Ask skifter job. Jeg har jo arbejdet sammen med ham i rigtig, rigtig mange år. Det har været både spændende, udfordrende og sjovt.«

»Så jeg vil ønske TV 2 stort tillykke med at få ham over.«

Torsdag var Ask Rostrup – for første gang i sit 30-årige liv som journalist – på besøg på TV 2.

»Det var som at lande på Dødsstjernen, det har jo altid været den benhårde konkurrent. Men det var et venligt og livligt og smilende sted at komme ind.«

Han vil endnu ikke løfte sløret for, hvordan kursen skal sættes, når han bliver kaptajn på TV 2 News.

Ask Rostrup skifter fra DR til TV2.
Ask Rostrup skifter fra DR til TV2. Foto: Unknown
Vis mere

»Jeg har været der i to timer og har haft jobbet siden i fredags. Så det venter jeg lige med at sige noget offentligt om,« sagde han.

Til gengæld ville han gerne fortælle om ansættelsesprocessen, der gik »superhurtigt«.

Han sad i møde på DR, da Ulla Pors fra TV 2 News ringede.

»Det er ikke første gang, de har forsøgt at hyre mig til for eksempel et værtsjob, så jeg hørte nok ikke helt efter,« siger han i programmet.

Men det kom han til, da det gik op for ham, at Ulla Pors tilbød ham at blive chef for TV 2 News.

»I modsætning til andre jobtilbud, hvor jeg har ledt efter grunde til at sige nej, fordi jeg elsker at være i DR, så ledte jeg denne gang efter grunde til at sige ja.«

Der gik tre dage, fra han tog telefonen, til han blev præsenteret som den nye mand på broen.

»Jeg har aldrig gjort noget så hurtigt. Men jeg kan ikke forestille mig noget, jeg har mere lyst til at arbejde med end den kanal,« sagde han.