Daniel Brask-Andersen og Maria Brask Mainz, der er kendt fra 'Årgang 20', er nu forældre til to.

Det afslører de hver især på deres Instagram-profiler, hvor de ligeledes løfter sløret for, at den lille ny har fået navnet Nora.

'Så kom lille Nora til verden efter en hård kamp. Jeg har verdens sejeste kone og er blevet beriget med to smukke unger. Tak,' skriver Daniel Brask-Andersen i sit opslag, efterfulgt af et hjerte.

Maria Brask Mainz kalder familieforøgelsen 'helt perfekt'.

Parret er i forvejen forældre til sønnen Louie, hvis opvækst danskerne kan følge de kommende mange år i TV 2-programmet.

For knap et år siden fik Louie stillet den diagnose, der kommer til at følge ham og familien resten af livet: infantil autisme.

Tidligere har Maria Brask Mainz og Daniel Brask-Andersen til B.T. fortalt, at de håber, den nye rolle som storebror kan gavne sønnen.

»Jeg tror, at det bliver rigtig godt for ham. Især når hun bliver lidt større og begynder at drille ham lidt, for han har også svært ved det sociale, ved andre børn.«

»Så jeg tror, at det kan udvikle ham på en god måde. Og det kan være, at han kan spejle sig i det, når hun begynder at sige nogle ord,« lød det fra optimisten Daniel.