»Come on Barbie, let's go party'«

Det havde været nærliggende at lade Rene Difs sprøde røst gjalde ud i biografsalene, når den kommende film 'Barbie' om dukken af samme navn får premiere.

Men det kommer ikke til at ske.

Det bekræfter Aqua-forsanger Lene Nystrøm via sin manager Ulrich Møller-Jørgensen.

»Sangen vil ikke blive brugt i filmen,« oplyser han til amerikanske Variety – uden at uddybe grunden.

'Barbie' får premiere i juli 2023 og vil have Margot Robbie i hovedrollen som den blonde dukke, mens blandt andre Ryan Gosling og Will Ferrell vil medvirke.

Men allerede nu er der nærmest folkekrav om, at danske Aquas monsterhit fra 1997 vil blive spillet i filmen.

'Hvis ikke Aquas 'Barbie Girl' spiller under rulleteksterne, vil jeg have mine penge tilbage,' lyder en af de mange kommentarer på Twitter.

Magot Robbie som Barbie i den kommende film.
Magot Robbie som Barbie i den kommende film. Foto: Warner Bros. Pictures
Vis mere

Variety har forsøgt at få Mattel og Warner Bros, som sammen står bag filmen, til at bekræfte oplysninger fra Aquas manager, men det har ikke være muligt.

Det er derfor ikke til at sige, om det er Mattel, der har sat foden ned. Det skulle i så fald ikke være første gang, legetøjsfirmaet går i clinch med Aqua.

Da det danske band udkom med 'Barbie Girl' i 1997 og fik verdensomspændende succes, fik Lene Nystrøm og company nemlig Mattel på nakken, fordi firmaet frygtede, at sangen ville skade dets ry.

Mattel var utilfredse med de frække undertoner i sangen, hvor deres yndige dukke pludselig fremstår promiskuøs, mens hendes kæreste, den pæne Ken, i skikkelse af René Dif, synger: 'Kiss me here, touch me there, hanky panky.'

»Men selvom vi skulle synes, teksten var acceptabel, ville vi stadig lægge sag an, fordi sangen blev publiceret og distribueret uden vores tilladelse og uden at gøre opmærksom på det,« lød det dengang fra en talsmand for Mattel, der ejer rettighederne til Barbie-dukken.

Aqua endte ved at vinde sagen over legetøjsgiganten.