Det populære tv-par Anne Hjernøe og Anders Agger vender snart tilbage på skærmen.

Torsdag pakker de endnu en gang kufferterne og hopper på et fly ud i verden for at udforske madkultur og levevilkår i fjerne egne.

Denne gang går turen til Mellemøsten, hvor de om kort tid begynder optagelserne til en ny omgang 'Anne og Anders'.

Det skriver Billed-Bladet.

Resultaterne kan efter planen ses til sommer, når de er klar med en ny tv-serie på DR.

Temaet er denne gang '1001 nat'.

Parret skal rejse rundt i Libanon, Jordan, Kuwait og Oman, hvor de skal besøge danske familier bosat i regionerne.

I efteråret skrev den 54-årige journalist Anders Agger på sin profil på Facebook, at DR søger familier i Libanon, Jordan, Kuwait og Oman til den kommende Anne og Anders-sæson.

'Anne og Anders vil forsøge at lære området at kende – hvordan er deres kultur, gastronomi, natur, lokalhistorier, og hvordan er det som dansker at bo i netop det land?' skrev han blandt andet.

»Vi glæder os meget,« siger Anne Hjernøe til ugebladet.

Det er langtfra første gang, den erfarne tv-mand rejser rundt med tv-kokken, 50-årige Anne Hjernøe.

De har tidligere blandt andet været på ø-eventyr i Danmark, på ferie med de nye danskere, forsøgt at blive klogere på amerikanerne før præsidentvalget og rejst rundt i det britiske brexitland.