Anne Hjernøe har et iltert temperament.

Det lagde den 53-årige tv-vært og forfatter ikke skjul på, da hun for nylig gæstede Radio 4-programmet 'Drømmesengen'.

Her indrømmede hun blankt, at hun er »let antændelig«, men hun synes også, hun er blevet bedre til at styre sit temperament med årene.

Temperamentet illustreres blandt andet ved, at Anne Hjernøe både når at dele historien om, hvordan hun i sine yngre år blev så gal, at hun tyede til vold mod en voksen mand – ligesom hun i selve radioudsendelsen får leveret en bredside til værten Katrine Hedegaard.

»Fuck overgangsalderen,« siger Anne Hjernøe og mener, at vi fokuserer for meget på dårligdommene og for lidt på fordelene ved klimakteriet. Foto Ditte Capion
»Fuck overgangsalderen,« siger Anne Hjernøe og mener, at vi fokuserer for meget på dårligdommene og for lidt på fordelene ved klimakteriet. Foto Ditte Capion
Vis mere

For som et eksempel på, hvad der kan irritere Anne Hjernøe, nævner hun en episode, da omstændighederne for udsendelsen skulle komme på plads.

»Jeg bliver irriteret, når der er nogen, der skriver til mig privat søndag aften, hvor jeg sidder og hygger med min familie.«

For Katrine Hedegaard havde søndag formastet sig til at sende en sms om, hvor radiooptagelserne skulle foregå – midt i Anne Hjernøes familiehygge.

»Jeg kan ikke forholde mig til, at der er nogen, der burde have styr på deres shit og passe deres arbejde, ikke gør det, og så lægger den over til mig,« lyder det direkte fra tv-værten.

»Jeg har ikke også tid til at tage mig af dit arbejde. Det må du selv gøre. Så ja, der blev jeg irriteret.«

Heldigvis kan Anne Hjernøe og Katrine Hedegaard vende episoden og grine – omend lidt nervøst – af den.

For der er meget voldsommere fortællinger om Anne Hjernøes temperament, der skal vendes i radioprogrammet.

Tv-kokkens temperament toppede nemlig for mange år tilbage, da hun under et halvt års rundrejse i Asien med sin søster gjorde et stop på en restaurant i Indien.

Anne Hjernøe træner tre gange om ugen og har det bedst, når hun får frisk luft og motion. Foto Byrd / Rasmus Laurvig.
Anne Hjernøe træner tre gange om ugen og har det bedst, når hun får frisk luft og motion. Foto Byrd / Rasmus Laurvig. Foto: Byrd / Rasmus Laurvig
Vis mere

På turen havde søskendeparret reddet flere hjælpeløse hunde, og det resulterede i, at en hund valgte at følge efter Anne Hjernøe og lægge sig ved hendes fødder under den bænk, hun tog plads på i restauranten.

Men den indiske mand, der ejede restauranten, ville ikke have hunden derinde.

»Det skulle han jo bestemme, for helvede, det var hans restaurant, så det var mig, der var helt out of context her,« indrømmer Anne Hjernøe i bagklogskabens lys.

Men i situationen tænkte hun, at hunden jo sad stille og roligt og ikke gjorde nogen fortræd. Restaurantejeren derimod begyndte at kaste vand og vifte med et kosteskaft, for at få hunden ud.

»Da den så var på vej til at løbe ud af restauranten, tog han kosteskaftet, og så knaldede han det ned over ryggen på hunden. Og det var helt unødvendigt, for den var på vej ud, og så rejste jeg mig op og så knaldede jeg ham en. Så slog jeg ham simpelthen fysisk i gulvet,« forklarer Anne Hjernøe.

For galskaben løb af med hende, da hun så hunden blive uretfærdigt behandlet.

Men hun understreger, at hun godt ved, man ikke skal ty til vold, og at hun bestemt ikke er stolt af episoden.

»Det der er jo et decideret et overgreb mod et fuldstændig forsvarsløst dyr, og så rejser jeg mig op og laver det samme overgreb mod et ikke forsvarsløst menneske,« forklarer tv-værten.