En overfladisk omgang. Malplacerede gæsteoptrædener. Vil for meget.

Nu er den længe ventede genforening af 'Friends' endelig en realitet. Men måske man er endt med at bruge for lang tid på den.

Det er i hvert fald konklusionen hos flere anmeldere. B.T. har herunder samlet et overblik over flere anmeldelser af 'Friends: The Reunion', som torsdag har premiere på HBO Max.

Hos Soundvenue er anmelderen ikke just imponeret. Mener, at afsnittet er »overhypet« og vægter gæstestjerner over dybde. Kvitterer med tre ud af seks stjerner:

»Mit ukritiske tween-jeg var næppe blevet skuffet over 'Friends: The Reunion', der i den grad leverer på nostalgien,« skriver Soundvenues anmelder, der dernæst fastslår:

»Men mit analytiske voksen-jeg må simpelthen slå i bordet og sige, at den her omgang overfladiske og rygklappende miskmask ikke er godt nok.«

Hos vores norske venner lever genforeningen af vennerne heller ikke op til forventningerne. Her giver anmelderen også tre ud af seks stjerner og skriver:

»Det er en tynd omgang dyppet i amerikansk showbiz-sentimentalitet og langtfra det, som fans i deres vildelse drømme havde håbet på,« lyder det i anmeldelsen.

Vennerne samles igen i den ikoniske lejlighed.
Vennerne samles igen i den ikoniske lejlighed. Foto: Terence Patrick
Vis mere

Hos briterne er begejstringen lidt større, omend The Telegraphs anmelder drillende har valgt at navngive afsnittet 'The One With The Botox Faces'.

Anmelderen bekender i sit skriv med det samme kulør: Hun elskede 'Friends' i 90erne, og hun elsker stadig serien. Så meget, at hun efter eget udsagn kan nærmest alle replikker i hovedet.

Alligevel indleder hun med at stille spørgsmål ved, om genforeningsafsnittet overhovedet er relevant.

For hvem har i virkeligheden lyst til at se en flok midaldrende skuespillere sidde og mindes gamle dage? Anmelderen besvarer selv spørgsmålet. Det har hun i hvert fald.

»Allerede fra åbningscenen, hvor de seks skuespillere mødes i den gamle 'Friends'-kulisse, bliver jeg ramt.«

»Da de til slut viser gamle behind-the-scenes-optagelser af holdet, der grådkvalt siger farvel efter 2004-finaleafsnittet, var jeg selv meget berørt. Kald det nostalgi,« skriver anmelderen.

Netop nostalgien bidder CNNs anmelder også mærke i.

»'Friends: The Reunion' rammer HBO Max i en stor, lettere oppustet, ikkeundskyldende nostalgisk form. Det er en kærlighedserklæring til de mest hardcore fans, og den kæmper hårdt for at retfærdiggøre sig selv, men fungerer allerbedst, når den lader hovedpersonerne slappe af og mindes, mens den bliver båret af indslag, som i nogle tilfælde virker helt tilfældige,« skriver anmelderen.

Reunion-afsnittet af 'Venner' har på mærkværdigvis for lidt med vennerne. REUTERS/Mike Blake/File Photo/File Photo/File Photo/File Photo
Reunion-afsnittet af 'Venner' har på mærkværdigvis for lidt med vennerne. REUTERS/Mike Blake/File Photo/File Photo/File Photo/File Photo Foto: Mike Blake
Vis mere

Her henvises til, at der undervejs i afsnittet eksempelvis bliver vist indslag med kendte, der går catwalk med ikoniske outfit fra serien.

I nogle tilfælde opleves indslagene bare som fyld, skriver Sky News' anmelder.

»Gæstestjernerne? De er sjove, men det er ikke dem alle, der fungerer. Lady Gagas indslag er klart det bedste, men nogle af de andre stjerneoptrædener føles som fyld.«

»'Friends'-fans vil i virkeligheden kun høre fra vennerne, når det kommer til stykket,« konstaterer han.

Fælles for nærmest hele anmelder korpset er, at gensynet trods bizarre indslag fra gæstestjerner, overfladiske snakke og overhypethed var tiltrængt.

Men man kunne have holdt det ved det. Genforeningen.

»At have de seks venner under samme tag igen er nok,« skriver Hollywood-reporters anmelder og fortsætter:

»Som Kudrow siger, da hun ankommer til den gamle kulisse og ser Schwimmer: 'Dette er alt, der betyder noget'. Og dét er i virkeligheden alt, der betyder noget for nogen. Også selvom 'Friends: The Reunion' er overbevist om noget andet.«