Selv om konceptet måske lyder sjovt på papiret, er Politikens anmelder bestemt ikke begejstret for det nye DR-program 'Nul stjerner'.

»Der bliver fnist, skogger- og hånleet og peget fingre ad alt, der ikke ligner dansk normalhverdag,« skriver anmelderen og fortsætter:

»De to fnisende rejsende, Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, larmer meget og taler ned til alle. Så sikre føler de sig i sadlen, kulturelt.«

Programmet handler om, at Jan Elhøj og Morten Kirckhoff skal besøge en masse hoteller i udlandet, som har fået de dårligste anmeldelser. Her skal de så bo og vurdere, om hotellet virkelig er så ringe, som vurderingen siger.

Morten Kirckhoff
Morten Kirckhoff Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

Men den præmis giver ifølge Politikens anmelder ikke meget mening. Hvad havde DR og værterne egentlig regnet med, spørger anmelderen, når de tjekker ind på hoteller med 'nul stjerner', som programmet så fint hedder.

Han mener, det er en falsk præmis, når værterne håber på en gourmetmorgenmad på hotellet i Albanien.

For det gør de ifølge anmelderen selvfølgelig ikke. Så ville der ikke være noget program. Nej, de håber, at maden er så ringe, at de kan grine og pege fingre ad den.

Generelt giver anmelderen ikke meget for, hvordan de to værter opfører sig. Han kalder det 'nedladende' og 'skandicentrisk', fordi programmet giver udtryk for, at det eneste rigtige er den måde, vi har indrettet os på i Skandinavien.