Anmeldelse: Nyt TV 2-program er knaldgodt tv - 'Jeg bøjer mig i støvet'
TV 2-programmet 'Jomfruernes ø' følger 11 voksne jomfruer på selvudviklingsrejse. Det er både underholdende og rørende - men én ting giver ingen mening.

TV 2-programmet 'Jomfruernes ø' følger 11 voksne jomfruer på selvudviklingsrejse. Det er både underholdende og rørende - men én ting giver ingen mening.

29-årige Ann-Sofie synes, det er pinligt at være jomfru i hendes alder. 20-årige Liva kan næsten ikke sige ordet 'sex', og 26-årige Steffani synes, sex lyder decideret ulækkert.
De er tre af deltagerne i TV 2's nye realityformat 'Jomfruernes Ø' - et program der i dén grad er både underholdende, rørende og vigtigt.
I programmet følger vi 11 voksne jomfruer i alderen 20 til 29 år, der mødes på en græsk ø, hvor de med hjælp fra fem terapeuter skal udvikle sig gennem øvelser, terapi og snakke.
Én ting står hurtigt klart.
Flosklen 'Danmarks modigste deltagere', som ofte bruges i reality-tv-genren, holder rent faktisk her.
Jeg bøjer mig simpelthen i støvet for de her 11 deltagere, der i dén grad har noget på spil.
De kan ikke vinde penge. De kan ikke finde en kæreste. De virker ikke til at være på jagt efter en influencerkarriere, men rent faktisk for at udvikle sig og tale om et emne, der ikke er let.
»Det er virkelig et tabu og noget, folk lyver om, inklusiv mig selv,« som 29-årige Ann-Sofie siger.
»Lige nu sidder jeg bare og får stiv dolk«
Deltagerne spænder bredt i både alder og baggrund, og det er en enorm styrke for programmet, ligesom det er fint at se, hvor hurtigt deltagerne får et tæt bånd.
29-årige Nicolaj er blandt andet hamrende godt tv og leverer det ene sjove tv-guldkorn efter det andet.
Da to terapeuter udfordrer deltagernes grænser ved at begynder at kysse hinanden, kan de fleste af deltagerne næsten ikke være i sig selv. De griner og må se væk.
»Det var tortur at kigge på,« lyder det fra 20-årige Liva.
Men Nicolaj får noget ud af oplevelsen.
»Lige nu sidder jeg bare og får stiv dolk af det. Hold nu kæft, hvor er det fucked up at kigge på,« lyder det befriende bramfrit.
I det hele taget lyder terapi på tv grundlæggende kedeligt - men det er faktisk ikke tilfældet i det her program, fordi det er tydeligt, hvor meget der er på spil for deltagerne, og flere steder bliver det faktisk helt rørende.
Det er interessant at se, hvor nervøs Nicolaj eksempelvis bliver, da han skal røre en kvindelig terapeuts kind. Eller hvor svært, det er for flere af deltagerne at skulle lukke øjnene og lade en anden føre dem rundt på gulvet.
Blev groomet af 62-årig mand
For flere af deltagerne er det også dybe, personlige sår, der er årsagen til, at de har haft svært ved intimitet og sex.
29-årige Fie fortæller, hvordan hun som 12-årig blev groomet af en ældre mand.
»Gennem et års tid fik han langsomt rykket min grænsen, så den der fornemmelse af hvornår noget er okay og ikke okay, den har jeg ikke. Der har jeg bare en oplevelse af, det hele ikke er okay,« fortæller hun.
Det er næsten ubærligt at se hende fortælle om episoden, og det er da også tydeligt, at netop Fie måske næsten har det for svært til at være med i et tv-format?
Spændviden på deltagernes oplevelser giver dog også programmet en seriøsitet, men det bliver spændende at se, hvordan man balancerer det sjove, det meget seksuelle og det dybt følsomme og svære gennem programrækken.
Hvad skal vi med værterne?
Mens 'Jomfruernes Ø' langt hen ad vejen er et stærkt program, så giver programmets værter dog ikke meget mening.
Otto og Amalie er kendt fra 'Gift ved første blik', hvor de blev matchet og i dag stadig er gift.
De er sympatiske, når de på 'White Lotus'-maner tager imod deltagerne med store smil, og man er ikke i tvivl om, at de vil deltagerne det bedste.
Men i de to første afsnit, denne anmeldelse er baseret på, ser vi dem næsten ikke, og programmet kunne sagtens fungere uden værter.
Man kan ikke helt lade være med at tænke, at TV 2 har ladet sig inspirere af DR's succesprogram 'Hotel Romantik', som har parret Sofie Linde og Joakim Ingversen som værter.
Og selvom de om nogen er blevet kritiseret som værtspar, så har de trods alt en tydelig funktion.
Måske den kommer hen ad vejen med Amalie og Otto også?
Det ændrer dog ikke på, at 'Jomfruernes Ø' er knaldgodt tv og i den grad din tid værd.