Så er vi dæleme kommet i gang med Tinkas kongespil, hvor TV2 i 12. afsnit ikke var bange for at smide en skovnisse ud over en klippevæg. Småbørnsvenligt? Måske ikke. Spændende? Ja.

Vi er nu halvvejs i 'Tinka og Kongespillet', og der er efterhånden skruet godt op for tempoet efter de første halvsløve afsnit.

12. afsnit, der handlede om tredje kongespils-dyst, var godt skruet sammen med konstante temposkift og vekslen mellem selve konkurrencen og birollernes små sjove sidehistorier.

Hver gang en deltager skulle i kamp, fik vi kun lige en lille smagsprøve, før der blev klippet videre, og på den måde sad man hele afsnittet igennem på kanten af stolen.

Tredje dyst handlede om at bruge hjernen, og her kom Tinka (som er god til at 'Tænke' – de er ikke dumme, dem der har fundet på nissepigens navn) endelig i gang.

Julekalenderen ville selvfølgelig være slut nu, hvis Tinka endnu en gang tabte og røg ud af Kongespillet, så derfor var det forudsigeligt, at konkurrenterne ikke ville klare sig igennem tredje opgave.

Det var også oplagt, at Tinka fik gavn af den vuggevise, hun lærte at kende i forrige afsnit, men det er kun hyggeligt, at man løbende kan gætte med på, hvilke små detaljer der har betydning for den videre handling.

Birthe Neumann, der nu har kastet sig over slægtsforskning (Den bibliotekstur var godt nok hurtig overstået), har helt sikkert fundet noget vigtigt i historiebøgerne, da hun læser om nissekongen Bokil – igen en velplaceret cliffhanger til næste afsnit.

Skir og Tinka under første opgave.
Skir og Tinka under første opgave. Foto: TV2
Vis mere

Og sådan var det meste af 12. afsnit faktisk én lang pageturner med skovnissen Birk i den afgørende hovedrolle.

For efter 10 afsnit som lalleglad troubadur skiftede han i forrige afsnit pludselig karakter.

Birk tør ikke vende tilbage til sit folk uden en kongekrone i hånden, og derfor var han nu pludselig et nervevrag, da tredje dyst gik i gang.

Og her tog manuskriptforfatterne et vildt valg. Hvornår har du sidst set en nisse falde ud over en høj klippe i en julekalender?

TV2 har tidligere måttet advare om, at deres familiejulekalender i år kan være hård kost for de mindste seere, og jeg tænker, der må være blevet holdt et par hænder for øjnene, da Birk pludselig faldt i – måske – døden.

De har jo allerede (måske) slået Troels Lyby ihjel fra en hesteryg, så det er modigt, hvis vi skal igennem en ny begravelse i morgen.

Men, men, men det er jo solskins-TV2, så mon ikke, han bare har slået sig?

Vi må se, hvad der sker i morgen.

Grot.
Grot. Foto: TV2
Vis mere