'Dronningen’ er dansk drama, når det er allerskarpest.

Med seks statuetter hjemme på hylden er Trine Dyrholm den skuespiller, der har vundet flest Bodil-priser. Der er næsten 11 måneder til næste Bodil-fest, men jeg tør godt allerede nu garantere, at hun bliver nomineret til en mere.

Og hvis hun ikke vinder den, har vi eddermaneme et vildt filmår at se frem til. Trine Dyrholm spiller Anne – en no-nonsense advokat, der hjælper udsatte unge og altid har laptoppen, telefonen og en flaske hvidvin åben.

Og med et på overfladen perfekt liv med smukt hus, to søde døtre og en succesfuld mand. Men da mandens søn fra et tidligere forhold, Gustav, flytter ind i husstanden, krakelerer idyllen.

Hun er som et rovdyr

Anne indleder et forhold til den 17-årige dreng - ikke fordi hun bliver forført, men fordi hun som et rovdyr tager, hvad hun vil have. Og så kan intet blive som før.

May El-Toukhy og hendes medmanuskriptforfatter, Maren Louise Käehne, debuterede med den lidt oversete ensemblekomedie 'Lang historie kort' fra 2015 og mosler sig nu helt op i dansk films superliga.

Det er simpelthen fremragende filmhåndværk fra start til slut. Filmen er ikke i klassisk forstand åndeløst spændende, men holder et beundringsværdigt stramt tempo. Der er en mening med hver scene, den fortæller det, den skal, og så er det videre.

Og så meget desto mere gør det indtryk, når kameraet endelig får lov til at dvæle, f.eks. første gang Anna og Gustav har sex, hvor vi er med, fra Anna ordløst træder ind på Gustavs værelse, til hun småakavet klæder sig på igen.

Afslører væmmelige sider

Samtidig formår filmen ekstremt elegant at flytte sympatien næsten umærkeligt mellem karaktererne. Gustav virker i starten som en røvirriterende, mut teenager, men man ender med at holde af ham, ligesom Anna først er bundsympatisk, men afslører væmmelige sider af sig selv, som handlingen skrider frem.

Men når alt kommer til alt, hæver 'Dronningen' sig fra at være virkelig god til fremragende i kraft af Trine Dyrholm, der måske aldrig har været bedre.

Anna er skiftevis sej, når hun konfronterer en formodet voldtægtsmand, sød, når hun smådriller sin mand, skøn, når hun midt under en småkedelig parmiddag fyrer op for musikken og giver sig til at danse for sig selv – og brutal, når hun ofrer andre mennesker for sin egen skyld. Alt sammen spillet troværdigt og dybt fascinerende af dronningen af dansk film.

Instruktør: May El-Toukhy. Med: Trine Dyrholm, Gustav Lindh

Anne tager, hvad hun vil have - inklusive sin stedsøn.
Anne tager, hvad hun vil have - inklusive sin stedsøn. Foto: PR/ Rolf Konow
Vis mere