‘Portræt af en kvinde i flammer’ er en af den slags film, nogle måske vil lade sig afskrække af, fordi den er fransk, foregår i 1700-tallet og tilsyneladende bare handler om en portrætmaler.
Men man bør simpelthen ikke skal snyde sig selv for oplevelsen, for det er en oplevelse af se filmen, der vandt prisen for bedste manuskript i Cannes.
Den unge portrætmaler Marianne bliver sejlet til en afsidesliggende ø med en sær opgave.
Hun skal male et portræt af den smukke Heloise, men uden at hun opdager det.
Det er – viser det sig – ikke fordi, Heloise er krukket, men fordi portrættet, når det er færdigt, skal sendes til Heloises mand og være første skridt i et arrangeret ægteskab, Heloise ingen interesse har i.
Det sætter Marianne i en prækær situation, især da der langsomt opstår først venskabelige og så erotiske følelser mellem maler og objekt.
Det er de helt store følelser, der er i spil her, men de to hovedkarakterer gemmer også benævnte følelser så meget væk i de dydige gevandter, at de får karaktererne fra ‘Downton Abbey’ til at fremstå løsslupne.
Det er en fremragende historie om forbudt kærlighed, dampende erotik og om umulige valg, der både er i familie med Hitchcock og ‘Call Me By Your Name’ – og en historie, der på en gang suger dig helt ind og knuser dit hjerte.
