Forventningerne til niende del af rumoperaen er astronomiske, men bliver – stort set – indfriet.

Ordet 'Episk' bliver ofte brugt i flæng, når det kommer til tv-serier og film. Men i tilfældet 'Star Wars' er ordet helt berettiget.

Det er trods alt en saga, der har eksisteret siden 1977, har spredt sig til alle tænkelige medier og alene på filmfronten har indspillet 9,31 milliarder dollar.

Og nu er afslutningen på Skywalker-sagaen, den niende film i den episke serie, altså endelig kommet. Og den skuffer ikke.

Du kan glæde dig over at kunne se ’Star Wars’ to dage, før filmen får premiere i USA.
Du kan glæde dig over at kunne se ’Star Wars’ to dage, før filmen får premiere i USA. Foto: DISNEY
Vis mere

Handlingen er som sådan ikke specielt ny: Sith-lorden Palpatine (som altså ikke er død – det behøver du ikke at tænke så længe over) har masser af dick moves oppe i kutteærmerne og beordrer Kylo Ren til at dræbe den unge jedi-lærling Rey og resten af modstandsbevægelsen. Samme modstandsbevægelse med Poe Dameron, Finn, Chewbacca og alle de andre rødder har selvfølgelig andre planer, og der er fart og spænding og nye planeter og nye venner og fjender fra første færd.

Det er visuelt af høj, høj klasse, og filmen formår at balancere humor og action elegant.

Førstnævnte får især den øretæveindbydende droide C-3PO lov til at stå for, og i den mørke ende sætter en glimrende Adam Driver tyk streg under, at Kylo Ren er en langt mere interessant og kompleks skurkeskikkelse, end Darth Vader nogensinde var.

Hvis man virkelig vil, kan man garanteret finde masser af løse ender, men ’Star Wars: The Rise of Skywalker’ formår at runde sagaen af med stil og samtidig skue tilbage – bl.a. i form af gensyn med eksempelvis Lando Calrissian, Luke Skywalker, … en anden karakter, hvis medvirken ikke er offentliggjort og så selvfølgelig Leia. Carrie Fisher døde som bekendt i 2016, men manuskriptet er skrevet om, så man har kunne benytte ikke-brugte optagelser fra ’The Force Awakens’. Det fungerer ganske sømløst, men sandt at sige spiller Leia ikke nogen stor rolle, og er måske mest bare med, fordi det hører sig til.

Du kan glæde dig over at kunne se ’Star Wars’ to dage, før filmen får premiere i USA.
Du kan glæde dig over at kunne se ’Star Wars’ to dage, før filmen får premiere i USA. Foto: DISNEY
Vis mere

Den eneste alvorlige anke mod ’The Rise of Skywalker’ skulle da også være, at man forsøger at mosle for meget ind i én film, så især de nye karakterer ikke rigtigt får lov til at folde sig ud – og når vi nu allerede har R2D2, C3PO og BB8, har vi strengt taget ikke brug for endnu en ny bippede droide, men det få vi sandelig.

I samme åndedrag kan man godt indvende, at det hele bliver lidt svulstigt til tider, men når man afslutter 42 års rumsaga, må man sgu godt skrue op for strygerne og have følelserne lidt ude på tøjet.

Og uanset hvilke anker man måtte have mod ’Star Wars: The Rise of Skywalker’, er det altså bare små fluer i en ellers fortrinlig suppe, og hvor filmen måske ikke byder på noget afgørende nyt eller banebrydende, så gør den det, den skal – og er en fortrinlig afslutning på en milepæl i filmhistorien.

Instruktør: J.J. Abrams. Med: Daisy Ridley, Adam Driver