Der er en vanvittig god julestemning i aftenens ’Tinka’-afsnit, som kun blev afbrudt af en irriterende lillesøster. Bag 11. afsnits smukke vuggevise gemmer der sig dog en lidt trist historie.

Næsten halvvejs inde i ’Tinka og Kongespillet’ hersker der fred, ro og hygge, og Ellen Hillingsøs enøjede karakters plan om at skabe splid i flokken hænger pt. i en tynd tråd.

Mon ikke det pludselig vender, hvis vi ikke skal undgå en ualmindelig fredelig julekalender?

Peter Gantzlers sure nord-nisse er tøet op overfor de andre, Grot har lært at give highfive, og Neel Rønholt er irriterende tæt på at score menneske-faderen Mikkel. Kunne du også have bidt hovedet af lillesøster Astrid, da hun på skovturen blev ved med at afbryde?

Nissen Hilde.
Nissen Hilde. Foto: TV2
Vis mere

Dagens afsnit var endnu et optaktsafsnit – nu til tredje og sidste kongespilsdyst. Vi ved ikke, hvad sidste opgave går ud på, så derfor gjorde Tinka (for en gangs skyld) klogt i at droppe ligegyldige forberedelsesøvelser for i stedet at hjælpe en med-nisse med at slæbe korn. Tinka er jo så hjertens god, skal vi forstå.

De andre 'mellemafsnit' har varieret i tempo og indhold, og som bekendt går det ikke altid vanvittigt hurtigt i en julekalender.

Det er måske heller ikke sindsoprivende at se på en flok nisser, der slæber korn, men det gav fin mening i forhold til at skabe god stemning imellem kongespil-konkurrenterne.

Og så blev det lidt interessant.

For lagde du mærke til den smukke vuggevise, som den hjælpeløse korn-nisse Hilde sang for sit barn? (Og hvis tekst formentlig giver Tinka et forspring i tredje dyst).

I ’Tinka’-universet er det bare en gammel, sød vuggevise, men i virkeligheden er melodien tyvstjålet fra komponisten Oluf Ring, der i 1922 satte musik til Steen Steensen Blichers digt ’Sig nærmer tiden’.

Steen Steensen Blicher, der som bekendt er en af 1800-tallets store danske digtere, var i 1837 alvorlig syg og skrev i den anledning digtsamlingen ’Trækfuglene’, hvor han blandt andet i ’Sig nærmer tiden’ metaforisk beskriver sin egen død – hvorfor sangen i dag synges til begravelser.

Steen Steensen Blicher kom over sin sygdom og døde først i 1848.

Birk.
Birk. Foto: TV2
Vis mere

I 'Tinka og Kongespillet' er hans deprimerende vise tryllet om til en historie om en troldehånd. Det er nok meget godt, men tænk hvis der gemmer sig flere sange fra højskolesangbogen i årets TV 2-julekalender?

Nu må vi se, hvad der sker i morgen.

At Birk i aftenens afsnit slutter af med at bryde sammen og fortælle sin fætter Bergi, at han ikke kan vende hjem til sit skovfolk uden sejr, skal i hvert fald nok skabe lidt rav i den og få ham til desperat at ændre adfærd.

Jeg tænker, der må drastiske midler i brug.