Nu skal en anmeldelse af en julekalender ikke tages alt for alvorligt – meeen kan vi ikke snart komme i gang med det kongespil!?

Vi har fået etableret, hvem der skal deltage, vi ved, at Ellen Hillingsø og Christian Tafdrups skurkeduo på den ene eller anden måde kommer til at ødelægge spillet, nu vil vi gerne snart se noget action.

Femte afsnit af 'Tinka og Kongespillet' blev endnu en vente-episode, hvor Tinka og co. på hver sin måde forberedte sig på første opgave, der altså går ud på at klare sig igennem en underjordisk labyrint, hvor der måske/måske ikke er trolde.

Tinka og vennen Lasse leder fornuftigt efter hjælpemidler i faderens gamle arbejdsværelse, mens konkurrenterne spilder tiden på henholdsvis at træne bueskydning og diskutere, hvem der er mest modig.

Tinka.
Tinka. Foto: TV2
Vis mere

Jeg har været lidt efter Esben Dalgaards bøvede Grot-karakter, men han begynder langsomt at vokse på mig. Indrømmet, jeg trak en smule på smilebåndet, da han først puster sig op over for skovnissen Birk for derefter at falde skrækslagen bagover, da han ser Neel Rønholts lille synål. Skal vi vædde på, at hans bæltesmykke, som havner hos lillesøsteren, har magiske kræfter?

'Tinka og Kongespillet' er blevet sammenlignet med både 'Game of Thrones' og 'Hunger Games'.

Nu begynder det mere og mere at minde om handlingen i den fjerde Harry Potter-bog 'Og flammernes pokal', hvor Tinka ligesom Harry Potter – uden hun ved det – får hjælp af skurken (Ellen Hillingsø) til at klare sig igennem opgaverne. Spændende, om Voldemort-jam prins Fileas også dukker op lige før målstregen...

Ud over, at femte afsnit ikke tilførte andet end, at Tinka finder en magisk sten, glimrede Birthe Neumann ved sit fravær.

Nu havde hun lige brilleret i forrige afsnit som komisk indslag, og så var hun slet ikke med. Hvor blev hun af? Kan hun selv finde tilbage til menneskeverdenen, eller trissede hun bare forvirret rundt i nisseland, mens hendes søn og barnebarn hang ud i Neel Rønholts køkken?

Det klæder Peter Gantzlers karakter at være lidt neddæmpet, og det bliver spændende at se, hvordan de håndterer, at hans datter på et tidspunkt uundgåeligt vil eksplodere i hovedet på ham, men det sker nok ikke foreløbigt.

Nu må vi se, hvad der sker nede i krypten i morgen.

Se øverst i artiklen 'Tinka'-skuespillerne forsøge at forklare, hvad der skete i første sæson.

Tinka og Lasse.
Tinka og Lasse. Foto: TV2
Vis mere