Er dysterne i 'Tinka og kongespillet' ikke alt for hurtig overstået?

I aftenens afsnit 9 var turen kommet til anden kongespils-udfordring, og ligesom den første tur i krypterne blev lynafviklet, var turen op i 'Himmeltårnet' ovre på ingen tid.

Det er jo en julekalender med 24 afsnit. Når man bruger flere afsnit på at få handlingen i gang, kan man også godt bruge lidt mere krudt på selve konkurrencen. Her fejler TV 2–folkene lidt.

Men kun lidt, for sikke en dyst. Eller rettere: Sikke et stunt, en af deltagerne trak ud af ærmet.

Falke.
Falke.
Vis mere

Grot og Birk var som forventet lidt for tegneserieagtige, da de pruttede sig igennem løbet, og Tinka viste sig endnu en gang som en lidt halvhjertet udfordrer til tronen (Hvorfor fa'en vælger hun at ankomme i sidste øjeblik? Havde hun andet, hun skulle nå?).

Så selve dysten blev aldrig decideret nervepirrende.

Nej, i stedet var det godt fundet på at lade Peter Gantzlers kuede pacer-barn, Falke, udnytte sine evner med bue og pil.

'Himmeltårnet', der i virkeligheden hedder 'Skovtårnet' og ligger på Sydsjælland ved Haslev, er altså ikke for smånisser.

Tårnet er 45 meter højt, så selv om det hele selvfølgelig er udført med filmtrick, var det alligevel halv-nervepirrende, da hun pludselig valgte at kaste sig ud fra toppen, kun bundet fast til en tynd snor, der aldrig ville overleve en bungyjump-inspektion.

Godt lavet, og sjovt, da altid overmyndige Skir trækker imponeret på smilebåndet, da hun kommer i mål.

Afsnit 9 var uden skurkeduoen Hillingsø og Tafdrup, og man kunne godt lige have brugt en ondskabsfuld kommentar fra fangetårnet.

Det må også snart være et spørgsmål om tid, før nisserne finder ud af, at nogen forsøger at skabe splid mellem dem.

Tinka.
Tinka. Foto: TV2
Vis mere

Grot og Birk skændtes videre, da de kom hjem fra dysten, og her havde førstnævnte hulemand et dejligt Homer Simpson-agtigt øjeblik, da han tager en bid af de giftige bær, kort efter de lige har talt om, at de netop er giftige.

Til sidst var Birthe Neumann endnu en gang god som småforvirret farmor, der over for Neel Rønholt fortæller, hvor håbløs hendes søn er til det med kærlighed.

Det er jo altid hyggeligt med en sideløbende akavet forældre-romance.

Se øverst i artiklen 'Tinka'-skuespillerne forsøge at forklare, hvad der skete i første sæson.

Grot.
Grot. Foto: TV2
Vis mere