'En helt almindelig familie' er en både stærk og stærkt personlig film om relationer mellem forældre og børn.
Som Krumme så rigtigt sang engang, kan det være svært at være 11 år. For Emma er det måske bare lige lidt sværere.
Hendes helt almindelige forstadsliv med fodbold og en spirende interesse for drenge bliver nemlig vendt totalt på hovedet, da hendes far Thomas skifter køn og bliver til Agnete.
'En helt almindelig familie' er en på mange måder personlig historie, der er baseret på instruktør Malou Reymanns eget liv – hendes far skiftede køn, da hun var 11 – og det kan mærkes fra første billede til rulleteksterne.
Og selv om det er Reymanns debut som både manuskriptforfatter og instruktør, har hun taget en hel masse rigtige beslutninger undervejs.
For det første er 'En helt almindelig familie' ikke Thomas'/Agnetes historie, det er Emmas historie, og alt er fortalt fra hendes synsvinkel. Både kønsskifte og forældrenes skilsmisse kommer helt ud af det blå.
Konkret og sjovt bliver tricket i en af filmens tidlige scener, hvor Agnete første gang møder børnene i kvindetøj. Det nægter Emma at se på, så hun vikler et halstørklæde om øjnene, og vi får således heller ikke Agnete at se. Endnu.
For det andet bliver handlingen jævnligt afbrudt af en række hjemmevideooptagelser, fra da børnene var små, og den helt almindelige familie var 'helt almindelig', hvilket giver elegante overgange til Emmas nye virkelighed.
Og ikke mindst går Malou Reymann ud fra, at folk kan tænke selv, og overforklarer intet. Eksempelvis i en fremragende scene, hvor Emma, hendes storesøster og Agnete er på ferie på Mallorca.
De møder en hollandsk mor med to børn, som ikke aner, at Agnete er kønsskifteopereret, og vi forstår – uden at det bliver udpenslet – at det er fantastisk for Agnete bare at være Agnete og ikke Agnete, der engang var Thomas.
Og vi forstår også på et skuffet blik, der varer under et sekund, hvor ondt det gør på fodboldpigen Emma, at Agnete over for hollænderne lader, som om hun overhovedet ikke kender reglerne i fodbold, selv om vi ved, at det kan hun udmærket.
Filmen er i det hele taget utroligt rørende og giver fine bud på, hvordan en familie kan være mange ting, og interessante vinkler på, hvor meget forældres beslutninger påvirker deres børn.
Og så er den båret af glimrende skuepillerpræstationer hele vejen rundt.
Kaya Toft Loholt er nem at relatere til som den introverte Emma, Rigmor Ranthe (datter af Lars) er glimrende som den utroligt teenageagtige, men meget tolerante storesøster, der har langt nemmere ved at acceptere farens forandring, og Neel Rønholt har sin nærmest mest interessante rolle til dato som Thomas' frustrerede hustru.
Men det meste af vægten er selvfølgelig på Mikkel Boe Følsgaards skuldre, og han er exceptionel som Agnete.
Det fremstår aldrig komisk, at han skifter køn, og figuren går umærkeligt fra at være et køn til bare at være et menneske – med alle de fejl og mangler det indebærer – som elsker sine børn og forsøger at få et familieliv til at køre.
