Efterfølgeren til ‘Suicide Squad’ er uendeligt mange længder bedre end forgængeren.
Det sker ikke så tit i filmhistorien, at toeren er bedre end etteren.
Det er endnu sjældnere, at toeren fuldstændigt flår etteren midtover og retter op på alt det, der var forkert i første omgang.
Det er ikke desto mindre tilfældet med ‘Birds of Prey’, der er en opfølger til den håbløse ‘Suicide Squad’. Hvis ‘Suicide Squad’ var en punkteret Puch Maxi med knækket mælkekasse bagpå, er ‘Birds of Prey’ en brølende Harley med gashåndtaget flået helt i bund.
I ‘Suicide Squad’ var Margot Robbies bindegale antihelt Harley Quinn det eneste interessante element, og hun er klogeligt også den eneste, der har fået lov til at medvirke i toeren.
Efter at være blevet droppet af sin kæreste Jokeren, er den spektakulært selvdestruktive og mildt sagt socialt handicappede Harley Quinn ikke længere fredet i Gothams underverden og har hele byen på nakken.
Midt i al balladen forsøger hun at hjælpe en ung kvindelig lommetyv, der er kommet til at hugge en ekstremt værdifuld diamant fra byens kriminelle konge, Roman Sionis (en fornøjeligt overspillende Ewan McGregor). Quinn får også med- og modspil af politibetjenten Renee Montoya, natklubsangerinden Dinah Lance alias Black Canary og en mystisk hævner, der kalder sig The Huntress, mens alle andre til stor irritation for hende kalder hende alt muligt andet.
‘Birds of Prey’ er i det hele taget en film om og af kvinder (instruktøren, manuskriptforfatter og alle medvirkende på soundtracket er også af hunkøn) – det er dog ikke en film FOR kvinder, men for alle, der kan lide action, vold, gøgl, gak og fjollede one-liners.
‘Birds of Prey’ lykkes med det, der har været et problem i de fleste andre film i DC Extended Universe, nemlig at ramme en ren tone. I stedet for den tungnemt dystre ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’ eller den stilforvirrede ‘Aquaman’ toner ‘Birds of Prey’ rent flag og er først og fremmest sjov, corny og for meget af det gode – på den gode måde.
Metalaget får fuld skrue, når Harley Quinn selv, til tider ret utroværdigt, er fortæller i filmen og nogle gange kommer til at glemme noget, så hun må spole tilbage.
På samme måde bliver det straks påpeget, hvis en replik eller en handling er en kliché, og ‘Birds of Prey’ minder i det hele taget i tone og stil mere om ‘Deadpool’ end andre DC Comics-film.
Fjolleriet er generøst krydret med herlig tegneserie-action og især en scene, hvor Quinn uddeler røvfuld med baseballbats, bowlingkugler, en telefon og en Zippo-lighter til en flok rockere, er mageløst underholdende. Og det er hele filmen faktisk generelt, så meget at man sagtens kan se bort fra et par plothuller.
