Anden Verdenskrig rykker fortsat nærmere i 'Badehotellet'. Og mens Lars Ranthes grosserer Madsen bliver mere og mere nazi-venlig, vendte han her i tredje afsnit sympatien til sidst.

Jeg gider næsten ikke kommentere handlingen, der ikke omhandler den faretruende verdenskrig.

Amanda kæmper fortsat med sit job, Leslie Frigh er stadig håbløs både over for sin mor og sin udkårne, og så trænger hr. Weyse vel snart til et gennembrud over for sin psykolog?

Det interessante i denne sæson af 'Badehotellet' er helt klart de faretruende skyer, der med tyk symbolik trækker ind over solskinskulisserne.

Badehotellets spirende modstandsgruppe.
Badehotellets spirende modstandsgruppe. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Hvem holder med hvem, når Hitlers hær banker på døren?

Grosserer Madsen er tvivlsom. Han er forretningsmand og glemmer lidt Hitlers racistiske tendenser, så længe han kan gøre en god handel, og således fortsætter han sit tyskervenlige eventyr og byder ind på at hjælpe med at bygge sommerhuse til nazisterne.

På den anden side har vi den spirende modstandsgruppe i form af Amandas lillesøster Vera, der sammen med hr. Aurland og søstrene Fjeldsø og Vetterstrøm hjælper den jødiske flygtning Robert.

Og da Bodil Jørgensens Molly Andersen til sidst giver ham husly, går der nærmest 'Hvidstengruppen' i den, så man sagtens kan forestille sig holdet konspirere imod tyskerne i hendes køkken, når krigen bryder ud.

Det er selvfølgelig 'Badehotellet', så det bliver aldrig for alvor farligt, som når Robert smugles ind på hotellet, men det giver fortsat et løft til serien, at der nu for alvor er noget på spil, og karaktererne må tage stilling til, hvilken side de holder med.

Selvom 'Badehotellet' beskyldes for at overspille og skære problemstillingerne alt for klart ud i pap, så klæder det serien, at alt alligevel ikke er helt sort-hvidt.

I den afsluttende scene, da sympatien for grosserer Madsen ellers er i bund, vender han alligevel rundt på en tallerken, da han efter en klassisk opfaren falder ned og får trøstet sin datter. Lige dén scene tilgiver næsten hans nazi-kærlighed.