Der er særligt to karakterer, der skiller sig positivt ud i den aktuelle sæson af ’Badehotellet’.

Det homoseksuelle par er lidt blevet en ligegyldig og usjov ’Timon og Pumba’-duo, der kun er med for at kommentere på Amandas forretnings- og parforholdsproblemer.

Hr. Weyse har derudover lidt forudsigeligt fundet ud af, at han er havnet i en midtlivskrise, og han har modsat fru Andersen svært ved at erkende, at han er ved at blive gammel og derfor hopper i kanen med to unge studiner.

Nej, ’Badehotellets’ to store stjerner i denne sæson er Lars Ranthes Grosserer Madsen og hans yngste datter, Vera.

Lydia Vetterstrøm, Olga Fjeldsø og Vera Madsen.
Lydia Vetterstrøm, Olga Fjeldsø og Vera Madsen. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere

Grosserer Madsen fortsætter sit tyske nazi-eventyr og går i panik, da han finder ud af, at hans datter skjuler en jødisk flygtning på hotellet.

Scenen hvor han starter med at skælde ud på Vera, hvorefter hun sætter ham på plads og efterlader ham helt paf, var dette afsnits helt klare højdepunkt.

Lars Ranthe er virkelig i topform i denne sæson med først Grosserer Madsens skideballe til kværulanten Hr. Auerland, derefter hans løve-far-håndtering af Amandas ægteskabsproblemer og nu opgøret med Vera.

Små detaljer som næsten-påkørslen af de fritgående høns, der var en hilsen til allerførste afsnit af ’Badehotellet’, og hans ’hold kæft’-udbrud, da fru Madsen overrasker ham på værelset, var samlet set med til at gøre Grosserer Madsen til afsnittets største fornøjelse.

Uden Grosserer Madsen er der næsten ingen grund til at følge med i ’Badehotellet’.

I et afsnit på det jævne havde manuskriptforfatterne derudover hygget sig med at indlægge to sjove detaljer.

Først mødet med virkelighedens far og søn, Jens Sætter-Lassen og Søren Sætter-Lassen i skikkelse af trompetist Jesper og hr. Molin, hvor sidstnævnte konstaterer, at førstnævnte virker dårligt opdraget.

Herefter den litterære detalje, hvor unge Leslie Frigh hele afsnittet igennem læser Knud Sønderbys 30’er-roman ’Midt i en jazztid’.

Ligesom hovedpersonen i bogen kæmper Leslie Frigh med usikkerhed om fremtiden og valg af social klasse, og sådan bliver man åbenbart så bogligt begavet af at se ’Badehotellet’.

Trompetist Jesper Duelund.
Trompetist Jesper Duelund. Foto: TV 2 / DANMARK © (copyright TV 2)
Vis mere