Jeg forstår ikke. Det mener Mindy Kaling, der har skrevet manuskriptet til ’Late Night’. For hvis jeg ikke kan lide filmen, er det, fordi jeg er en hvid mand. Det erklærede Mindy Kaling efter premieren på ’Ocean's 8’, hvor årsagen til den negative modtagelse blev lagt over på de hvide anmeldermænd.

Denne gang kan jeg ikke lide/forstår jeg ikke Kalings manuskript, der giver hende en hovedrolle som manuskriptforfatter. Eller det er hun faktisk ikke. Hun er fabriksarbejder, men hun bliver ansat på en kvindekvote på ’Late Night’ – et talkshow, hvor den anden hovedrolle ikke længere er sjov. Det er Emma Thompson, som spiller den afdankede vært, der nægter at gå ned på Jimmy Fallons leflende niveau eller komme på Twitter. Thompson er skøn og sjov som en led kælling af en vært, der kalder de stakkels talkshow-forfattere ved nummer i stedet for navn. Mindy Kaling er nummer otte, men hedder egentlig Molly.

Hun spiller Hollywoods magiske minoritet, der mangler alle kvalifikationer i jobbet, men viser sig dygtig, fordi hun er kvinde og ikke-hvid. Hun kommer med et nyt perspektiv til de hvide mænd, som både er dovne og dumme. Det perspektiv er lige så dumt som det, Mindy Kaling vil gøre op med. Men det mener jeg nok kun, fordi jeg er en hvid mand, der ikke forstår.

Instruktør: Nisha Ganatra. Med: Emma Thompson, Mindy Kaling.