Tarantinos hypede nye film med stjernerne Brad Pitt og Leonardo DiCaprio har en vanvittig afslutning, så man går forløst ud af biffen.

Filminstruktøren Quentin Tarantino har bedt publikum og anmeldere om ikke at spoile, så vi gør det kort her fra Cannes, hvor 'Once upon a time in Hollywood' tirsdag aften har haft gallapremiere, og stjernerne blev klappet af i seks minutter.

Afslutningen er voldelig og blodig som en zombiesplatter på et gammelt VHS-bånd.

Ren exploitation. Med sort komik. Men også en lang vej til ‘Le Grande Finale’.

Så er det op til en selv at vurdere, om vejen er fuld af overflade, eller om der er kalorier i underholdningen.

Vi befinder os i 1969 i en tid, hvor det gamle Hollywood og verdensordenen er i opbrud med hippier på gaderne, nye pornobiografer og Vietnamkrig.

Den snart fallerede western-stjerne Rick Dalton aka Leonardo DiCaprio, og hans stuntmand Cliff Booth aka Brad Pitt, er kørt ud på et sidespor af en midtvejskrise. Deres karrierer lakker mod enden.

Rollerne er færre og mindre, og vi følger særligt Rick Dalton i det gamle Hollywood, som er genoplivet med alle filmbyens kulisser, der giver minder om analoge tider. Det er heftigt at blive taget tilbage til Hollywood.

Den australske skuespillerinde Margot Robbie ses her med de to amerikanske stjerneskuespillere Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. Den røde løber i Cannes. 21 maj 2019.
Den australske skuespillerinde Margot Robbie ses her med de to amerikanske stjerneskuespillere Leonardo DiCaprio og Brad Pitt. Den røde løber i Cannes. 21 maj 2019. Foto: ALBERTO PIZZOLI
Vis mere

En cadeau i Cannes. Til Hollywood i minutterne før, at Hollywood dør.

Fuld af filmiske referencer til Bruce Lee, spaghetti-westerns, zombiefilm, spionfilm, you name it.

Rick Dalton aka Leonardo DiCaprio er selvmedlidende, selvudslettende, alkoholisk.

Vi følger ham for det meste indspille westerns, der udgør små spændingsmomenter i sig selv. I en fantastisk og rørende moment med en otte-årig hyperintelligent skuespiller begynder Leonardo DiCaprio at tude over sin fallerede situation.

Hvornår er Tarantino, manden bag 'Pulp Fiction' og 'Inglourious Basterds', blevet følsom?

Brad Pitt bor ikke i en rigmandsvilla som Leo, men er en skævt smilende arbejder, der bor beskedent med sin hund, han har lært et par tricks. Og så er han Rick Daltons chauffør, der også istandsætter rigmandshuset.

Hans voldelige fortid forhindrer ham i at være på settet, og vi får et flashback til en slåskamp mellem ham og Bruce Lee. Gæt hvem der vinder?

For han kan virkelig slå på næven, så publikum skraldgriner, når hippier eller filmstjerner byder Brad Pitt op til dans.

Blandt de bedste scener er Brad Pitts besøg i Mansonkulten, dem der myrdede Roman Polanskis kone, skuespilleren Sharon Tate.

Og hun er med, spillet af Margot Robbie, og vi følger hendes søde væsen i hjemmet, i antikvariatet og hendes gang i en biograf for at se sin egen film.

Scenerne er lange og langsomme, det er fedt, skuespillet og rollerne er fede, tressermusikken er fed, men man savner undervejs en motor, der driver fortællingen frem.

For hvad skal man med Brad Pitts håndværkerarbejde, med indspilningerne af Leonardos western, og med Sharon Tates små gøremål? Er det bare grin, gråd og flotte billeder?

Filmen ER et glimrende stykke popart med lækre biler og skinnende farver. Den er også glimtvist sexet med Brad Pitts bare overkrop og unge kvinders stanglækre ben.

Og udover Hollywood-hyldest er der mere at komme efter.

Der skydes foran kameraet, og der er vold bag kameraet, og man forstår også på et ironisk plan, at vold løses med vold i USA. I filmene bliver der skudt, i Vietnam bliver der skudt, og i Charles Manson-kulten bliver der skudt.

Men først til sidst giver filmen forløsende mening. Og håb til Hollywood.