Efter en alt for hurtigt afvikling af første kongespilsdyst blev det hverdag igen i ’Tinka’-land, hvor to profiler skilte sig ud i syvende afsnit.

Tinka er stadig lidt for naiv og ukampdygtig til at være en seriøs udfordrer til tronen (nu leger vi lige i to sekunder, at julekalenderen potentielt set kan ende med en sejr til de onde) så hos hende er der pt. ikke meget at komme efter.

Nej, de to store stjerner i afsnit syv var henholdsvis lillesøster Astrid og Christian Tafdrups udspekulerede prins Filias.

For det første er det sjovt, den måde prins Filias driver gæk med de dumme vagter i tårnet og samtidig snor Ellen Hillingsøs ellers iskolde Ingi-karakter om sin lillefinger.

Lillesøster Astrid.
Lillesøster Astrid. Foto: TV2
Vis mere

Det flyver måske over hovedet på de yngste seere – mens det for de ældre måske bliver skåret lige meget ud i pap – men det er nu sjovt, hvordan den onde prins spiller de to vagter ud mod hinanden ved at påpege deres dårlige egenskaber.

Minenisserne mod nord er selviske, skovnisserne har storhedsvanvid, hvisker prins Filias vagterne i øret, mens vi som seere smiler over, at det netop passer perfekt på prinsen selv.

Derudover er det oplagt, at lillesøster Astrid langsomt er ved at samle brikkerne til løsningen på hele julekalenderen.

For et par afsnit siden fik den lille pige Grot et (måske) magisk bæltespænde i gave af Neel Rønholts karakter. I dagens afsnit syv fik hun så med list også tiltusket sig Grots (måske) magiske troldekugler, som han havde vundet i første dyst.

I første sæson viste nøglen til det hele at gemme sig hjemme på gården i en juledekoration. Nu er Astrid i gang med at lave en adventskrans af de ting, hun finder. Så mon ikke, den lille detalje betyder noget i sidste ende?

Efter seks afsnit fik vi også åbnet op for Lasses efterskoledrama, da han altså er kommet til at kysse med sin ven Pelles udkårne. Er det nok til, at hele skolen har lagt ham for had? Måske. Det var i hvert fald et fint lille øjeblik, da han lettede sit hjerte for Tinka og Falke.

Sidstnævnte duo er ved at blive venner, og det kan hverken Peter Gantzlers karakter, Aamund, eller prins Fileas jo lide, så det skal nok skabe dårlig stemning de næste par afsnit.

Se øverst i artiklen 'Tinka'-skuespillerne forsøge at forklare, hvad der skete i første sæson.

Christian Tafdrup som prins Filias.
Christian Tafdrup som prins Filias. Foto: TV2
Vis mere