Spoiler-alert: Denne anmeldelse indeholder en massiv mængde informationer om handlingen i sæsonafslutningen af 'Game of Thrones'.
Efter otte år, tonsvis af fan-teorier og millioner af dollar har verdens største tv-serie, 'Game of Thrones', nået sin afslutning.
Og det blev en finale, der på fin vis afsluttede serien, men desværre heller ikke mere end det.
'Game of Thrones' har gennem årene opnået en status, andre tv-serier kun kan drømme om, og hvert eneste afsnit – særligt i denne sidste sæson otte – har været ventet med næsten uudholdelig spænding.
Men med stor magt følger som bekendt et stort ansvar, og gennem sæson otte har 'Game of Thrones' flere gange skuffet fælt.
Afsnittet 'The Long Night', der var solgt som 'det største slag nogensinde', endte som lidt af en fuser, hvor plothullerne stod i kø, og hvor seriens skabere tilsyneladende ikke havde modet til at sige farvel til nogle af seriens sværvægtere.
Mange, inklusive denne anmelder, undrede sig over, hvordan det tilsyneladende var let som en leg at slå dragen Rhaegal ihjel, ligesom Daenerys Targaryens skifte til fuldblodspsykopat og massemorder i den grad har været diskuteret.
Set i lyset af en sæson med skiftende niveau formår 'Game of Thrones' dog at bevare æren i seriens finaleafsnit.
Efter at have udryddet hele befolkningen i Kings Landing, står Daenerys Targaryen (genialt filmet, så Drogons vinger ligner hendes) foran sine tropper og erklærer, at nu skal resten af verden indtages.
Parallellerne til Nazityskland er tydelige, og de indledende scener får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Spørgsmålet forud for finalen har hele tiden været, hvem der mon ender på Jerntronen, og hvem der skal dø. Trods kvaler og en del overtalelse fra Tyrion ender helten, Jon Snow, med at træffe det for ham svære valg: I et kys, og bedst som hun tror, hun har hans evige troskab, stikker han en kniv i dragedronningens hjerte.
Er det overraskende? Måske ikke. Men der er alligevel noget svært tilfredsstillende over netop den afslutning.
Mere overraskende er det efterfølgende. For med Daenerys forsvinder Jerntronen, som Drogon brænder i stykker af vrede over tabet af sin mor, og Westeros står pludselig uden hersker.
En af sæsonens mest fornøjelige scener udspiller sig, da de ledende Lords og Ladies mødes for at afgøre landets fremtid og vælge en ny regent. Den evigtgode Samwell Tarly formaster sig til at foreslå, at man kunne lade befolkningen bestemme for at sikre en reel opbakning til tronen.
Her taler han ind i en af mange fan-teorier, der har hersket gennem store dele af 'Game of Thrones'. Skal det hele gå til grunde, for at demokratiet kan rejse sig?
Svaret er tilsyneladende et rungende nej.
»Jeg kan også spørge min hest?« bliver der grinet hånligt fra forsamlingen.
Det ville ikke være 'Game of Thrones' uden humor i en gravalvorlig situation, og tak for det.
I stedet ender Tyrion med at foreslå Bran – drengen, der overlevede et fald fra et tårn og blev den altseende – som den næste konge af Westeros. Han vil ikke have magten, og netop derfor skal han have den, lyder ræsonnementet.
Kun Sansa vælger at sætte sig imod forslaget. Hun vil i stedet løsrive Norden og herske over et selvstændigt folk. Skarpe øjne bemærkede måske, hvordan kortet på gulvet under Cersei slog revner mellem nord og syd i forrige afsnit, da alt faldt sammen om ørerne på hende.
Det er blandt andet den slags bittesmå detaljer, der, kritik eller ej, gør 'Game of Thrones' til noget ganske særligt.
På næsten poetisk vis slutter vi lidt, hvor det hele startede. For at bevare freden med Daenerys' tidligere hær bliver Jon Snow sendt til Muren, hvor han igen skal tjene under Night's Watch. I et ægte fan-øjeblik bliver han forenet med både Thormund og Ghost, og ikke et øje er tørt.
Sansa, der som lille mest af alt drømte om at være dronning, får endelig sin krone. Og Arya, der altid har søgt spændingen, forlader sin familie for at drage vest for Westeros – til der hvor kortet slutter. Er det mon en måde at holde muligheden for en Arya spinoff-serie åben? Det vil tiden vise.
På sit højeste skabte 'Game of Thrones' tv-historie, og serien bliver afsluttet på fin vis, men ramte i sidste sæson aldrig det niveau, vi så i de første tre sæsoner. Måske havde en ekstra sæson og mere tid rodet bod på nogle af fejlene, men det er ikke til at vide.
Sikkert er det dog, at når man først har vokset sig til et så stort fænomen som 'Game of Thrones', kan man ikke længere gøre alle glade. Og det skal man heller ikke. Flere vil efter sidste afsnit med garanti rase hjemme i stuerne. Andre vil juble. De mindste detaljer vil blive diskuteret.
På præcis samme måde, som det sker med Star Wars- eller Marvel-film. Det bliver vel næppe større.
'Game of Thrones' sidste sæson står ikke tilbage som et mesterværk, men selv med fejl og mangler har serien været gedigen underholdning.
'Game of Thrones' som helhed kommer derimod til at stå tilbage som serien, der tryllebandt en hel verden og satte nye standarder for, hvad vi kan forvente os af tv-underholdning.
