’De frivillige’ ligner ikke et fængselsdrama, du har set før og tager modige valg undervejs.

Alt, hvad Anders Matthesen rører ved for tiden, bliver til guld, og Matthesen er da også det største scoop i Frederikke Aspöcks ’De frivillige’.

Aspöck debuterede i 2015 som instruktør med den skammeligt oversete lille film ’Rosita’ og fortsætter de gode takter.

Filmens hovedperson er finansmanden og mediedarlingen Markus Føns (Jacob Lohmann), der ryger i fængsel på grund af økonomisk kriminalitet.

Han kan ikke klare sig blandt de hårde negle og havner i frivillig isolation blandt de pædofile, voldtægtsmændene og andre svage fanger, hvis vigtigste interne regel er, at man ikke taler om, hvorfor man sidder i fængsel.

På isolationsgangen er den uofficielle leder af koret, Niels (Anders Matthesen), i toppen af hierarkiet, men Markus er ikke vant til at være underlegen, så snart udspiller der sig en drabelig magtkamp mellem de to alfa-hanner.

Ikke med slagsmål og hjemmelavede stikvåben, som man kender fra traditionelle fængselsfilm, men med manipulation og konstant konkurrence om at få ansatte og indsatte over på egen side.

Det er ret interessant at følge – og mere vigtigt: herligt uforudsigeligt.

Selv langt inde i filmen ved man egentlig ikke præcist, hvor vi er på vej hen, der leges elegant med hvor sympatien mellem Markus og Niels ligger, og slutningen styrer modigt uden om alt, der minder om nemme løsninger.

Anders Matthesen imponerer som den emsige regelrytter Niels, der på én gang er røvirriterende, men også på sin vis ynkelig og mærkværdigt elskværdig.

Altid solide Jacob Lohmann er ligeledes god som Markus Føns, ligesom der er fine præstationer fra Anders Brink Madsen som vatnisset fængelsbetjent og Christopher Læssø som medløberen Simon, der har svært ved at finde ud af, hvem han skal holde med.

Filmen bliver markedsført som en komedie, men er i langt højere grad et drama og en undersøgelse af mænd, magt og fællesskaber – om end den ER sjov, primært på grund af små detaljer som at der stort set konstant vises ’Hammerslag’, hver gang de indsatte ser tv, og at Niels insisterer på, at alle sange i Højskolesangbogen skal synges i alt for højt tempo.

'De frivillige' - Instruktør: Frederikke Aspöck. Med: Jacob Lohmann, Anders Matthesen