Ankerstjerne blev næsten sendt til tælling, da 36-årige Réne gav den gas med sin version af Rasmus Seebachs hit 'Den jeg er' i det tredje auditionafsnit i dette års 'X Factor'.

Den 35-årige Ankerstjerne, producer, har nemlig været bedste venner med sangeren siden de helt unge dage.

Derfor ramte det ham hårdt, da han pludselig hørte sangen, der handler om Rasmus Seebachs afdøde far, Tommy Seebach,

»Det overraskede mig bare helt vildt. På en eller anden måde hørte jeg den udefra for første gang,« fortæller Ankerstjerne – med det borgerlige navn Lars Christensen.

Ankerstjerne blev yderst berørt i fredagens udgave af 'X Factor'.
Ankerstjerne blev yderst berørt i fredagens udgave af 'X Factor'. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Jeg begyndte at tænke på, om ham, der sang den, mon tænkte på virkeligheden bag sangen, og så begyndte jeg selv at tænke på virkeligheden bag,« fortsætter han.

Ankerstjerne, Rasmus Seebach og sidstnævntes bror, Nicolai Seebach, har kendt hinanden i mere end et årti.

Trioen har brugt utallige timer sammen i et mørkt lydstudie i kampen om at bryde igennem på den store danske musikscene. Og det har de i den grad gjort – og i flere af tilfældene har de gjort det sammen.

Ankerstjerne har blandt andet været med på fem af Seebachs multiplatin-sælgende albummer, og han har endda vundet prisen for 'Årets danske sangskriver' ved DMA to gange for sit arbejde med sangeren.

»Alt det arbejde passerede ligesom revy for mine øjne, da jeg hørte Rasmus' sang ved den audition,« fortæller Ankerstjerne.

»Det var et trip, der mindede mig om, hvor stor en ændring mit liv har taget de sidste 10 år. Vi (han og Rasmus Seebach, red.) knoklede sammen og fortsatte, selvom det nogle gange så helt sort ud.«

Ankerstjerne fortæller desuden, at han normalt ikke er en mand, der viser følelser.

»Dem (følelserne, red.) holder jeg normalt til mine sangtekster, så det var en sjælden mavepuster, jeg fik der, og så skete det tilfældigvis for rullende kameraer.«

Ankerstjerne (th) med vennen Rasmus Seebach (tv) til Danish Music Awards i Forum lørdag den 7. november 2015.
Ankerstjerne (th) med vennen Rasmus Seebach (tv) til Danish Music Awards i Forum lørdag den 7. november 2015. Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

Hvordan er det så at fælde en tåre på tv?

»Det har jeg det sgu meget godt med. Jeg er et menneske. Det er ikke noget, jeg dyrker, men det er vigtigt for mig at være mig selv. Men samtidig er jeg også fra skolegården i Hundige, hvor man ikke græder, så jeg bed nok mig selv lidt i kinden,« griner han.

I programmet får Ankerstjerne en videohilsen fra Rasmus Seebach, der trøster ham efter det mindre sammenbrud.

Hvad er det, der gør dit venskab med Rasmus så godt?

»Jamen, nogle gange kan det føles lidt, som om vi er gamle soldaterkammerater. Der var en tid, før det gik godt, og hvor vi kæmpede sammen, og så har vi bare haft så mange øjeblikke sammen, der har defineret vores liv,« siger Ankerstjerne og fortsætter:

»Rasmus og jeg har jo nærmest siddet og været psykologer for hinanden for at kunne skrive de sange. Vi har på en måde været i skyttegraven sammen, så vi vil sgu nok altid være som familie for hinanden.«

Det er anden gang, at Ankerstjerne er dommer i det populære sangprogram, som ligeledes for anden gang bliver sendt på TV2 i stedet for DR.

Ud over Ankerstjerne er Oh Land og Thomas Blachman dommere, mens Sofie Linde atter en gang er vært.