Ankerstjerne har i høj grad tjekket ind som X Factor-dommer.

Den debuterende sidemand til Oh Land og Blachman blev i andet liveshow kritiseret af seerne for at afbryde for meget og gå kynisk efter især Blachmans deltagere.

Derudover kaldte Blachman samarbejdet mellem Patrick og Ankerstjerne en 'katastrofe'.

Det tager Ankerstjerne selv med ophøjet ro.

»Jeg er et kæmpe konkurrencemenneske, og jeg synes, det er en del af jobbet. Du SKAL synes, at jeg er en kæmpe klaphat. Det må du gerne. Jeg vil bare gerne underholde.«

»Hvis du kan grine lidt af det eller blive provokeret, så har jeg gjort mit arbejde. Jeg har det jo på samme måde, når jeg selv ser fjernsyn og synes, folk kan være irriterende. Så folk må gerne synes, jeg er fucking irriterende,« griner Ankerstjerne og tilføjer:

»Jeg ser mærkelig ud, siger mærkelige ting, men jeg laver resultater,« siger han med hentydning til, at han fortsat har tre deltagere med i X Factor.

Det var ellers hans unge sanger Patrick, der for anden uge i træk stod i farezonen.

»Det var en vild aften.«

»Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville føle det så meget. Det har været en hård uge for Patrick.«

»Det tog virkelig hårdt på ham at stå i farezonen sidst, så vi har brugt ugen på at samle ham op igen. Jeg tænker meget over, hvorfor vi ikke har været gode nok til at forløse den søde mands potentiale, siger Ankerstjerne.

Patrick overlevede og er med næste fredag.