44-årige Ane Cortzen vender tilbage til DR's kanaler, og det gør hun i stor stil.

Arkitekten er blevet udvalgt til værtsrollen i den nye DR2-satsning 'K2', hvor hun hver søndag skal diskutere aktuelle kulturtilbud med forskellige kulturpersonligheder.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Programmet optages i den nedlagte Absalons Kirke på Vesterbro i København, og første afsnit sendes allerede på søndag. Jomfruudsendelsens gæster bliver sangskriver Annika Aakjær, filminstruktør Fenar Ahmad og kunsthistoriker Bente Scavenius.

Ane Cortzen er tidligere kulturchef i Kähler. Nu vender hun tilbage som tv-vært. (Foto: Scanpix)
Ane Cortzen er tidligere kulturchef i Kähler. Nu vender hun tilbage som tv-vært. (Foto: Scanpix) Foto: Celina Dahl
Vis mere

»Vi ved, at seerne har savnet et ugentligt, aktuelt kulturprogram. Derfor vil DR2 nu give dem, der elsker kultur, et nyt kulturshow på tv, hvor de kan blive inspireret til selv at gå på opdagelse i aktuelle kulturtilbud i Danmark,« siger Lisbeth Langwadt, der er er programchef for aktualitet, kultur og dokumentar i DR.

Efter nytår kommer flere programmer til, og sammen med 'K2' skal de udgøre det, som DR kalder 'en stor kultursøndag på DR2'. Her kan man ifølge pressemeddelelsen 'se frem til en række helt nye programmer, film og dokumentarer, der behandler og afspejler kulturen fra en mange forskellige vinkler'.

»Vi tager det bedste fra DR K og tilføjer en række nye formater og samler det hele til en hel søndag spækket med godt og dedikeret kulturindhold på DR2. Mens vi på DR1 har en ambition om og er godt i færd med at samle danskerne om bredt kulturindhold, er ambitionen på DR2 derimod at give plads til det lidt mere specialiserede kulturstof,« siger Lisbeth Langwadt.

Ane Cortzen er uddannet arkitekt og grafisk designer, og hun har været kulturchef i Kähler. Hun har også stor tv-erfaring og har tidligere været ansigtet på programmer som 'TV!TV!TV!', 'Vogternes råd' og 'Søndag Live'.