I fredagens omgang 'Vild med dans' var den tidligere vært Andrea Elisabeth Rudolph tilbage.

Hun var nemlig hentet ind som gæstedommer, og her fra dommerbordet kom hun med en noget særpræget kommentar.

»Jeg savner lidt en stripperstang og noget fadøl!« lød det fra Andrea Elisabeth Rudolph kort forinden det skulle afgøres, hvem der røg i omdans.

Efter afgørelsen fik B.T. så uddybet, hvad Andrea Elisabeth Rudolphs egentligt mente med sit afsavn efter stripperstange og fadøl.

»Det er jo bare sådan en lille reference til gamle dage på 'Vild med dans',« forklarer den tidligere vært.

Var der stripperstang dengang?

»Det er bare al den fest, der var, når kameraerne slukkede,« fortæller Andrea Elisabeth Rudolph.

For hun understreger altså, at det bare 'var gas'. 

Den tidligere 'Vild med dans'-vært Andrea Elisabeth Rudolph var tilbage i danseprogrammet som gæstedommer i 'Vild med dans' program 3.
Den tidligere 'Vild med dans'-vært Andrea Elisabeth Rudolph var tilbage i danseprogrammet som gæstedommer i 'Vild med dans' program 3. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der bliver da også stadig holdt efterfest for danseparrene og andre involverede i 'Vild med dans'.

Men festen efter hendes tilbagevenden i 'Vild med dans' springer Andrea Elisabeth Rudolph altså over.

»Jeg skal hjem til min familie,« forklarer den tidligere vært.

Svarer på kritik

Men i hvert fald nød Andrea Elisabeth Rudolph at være tilbage i 'Vild med dans' for en stund – denne gang som gæstedommer.

»Det er rigtig sjovt, for jeg har aldrig nogensinde set programmet fra det her perspektiv. Jeg har stået som vært midt på gulvet, og jeg har stået ude bagved, og jeg har set det i fjernsynet,« fortæller Andrea Elisabeth Rudolph.

Gæstedommerrollen har ellers været underlagt kritik, efter TV 2s dansekonkurrence indførte den i anledningen af 20 sæsons-jubilæet.

Ikke mindst har programmets tidligere danser Silas Holst været utilfreds med de gavmilde gæstedommere.

»Jeg kom med kærlighed, og jeg ville også gerne være gavmild,« er dog Andrea Elisabeth Rudolphs eneste kommentar til kritikken.

For hun har faktisk ikke set de to forudgående gæstedommere, indrømmer hun.

»Det er ikke så svært at finde på noget at sige, det er mere svært med de der karakterer, for man har bare lyst til at give dem alle sammen topkarakterer, fordi de overhovedet er her,« forklarer Andrea Elisabeth Rudolph til slut.