Anders W. Berthelsen er lige nu aktuel i TV 2's nye krimiserie 'DNA,' og det var ikke ligefrem en dans på roser at optage serien.

»Det der nathelvede, det kan jo slå en ihjel,« siger han, da vi møder ham til visningen af første afsnit.

En stor del af serien er nemlig filmet om natten, og fordi den 49-årige skuespiller har fået hovedrollen, efterforskeren Rolf Larsen, så var han en af dem, der deltog i flest scener.

»Problemet er jo, at man sover så dårligt om dagen,« siger han og fortsætter:

»Man ender med at gå rundt i en bobbel.«

Han forklarer, at det kan sammenlignes med at have jetlag - konstant.

Samtidig rejste produktionen også en del rundt. De har optaget både i Danmark, Polen og Frankrig.

»Til sidst levede jeg mig helt ind i rollen, jeg var virkelig i en bobbel,« fortæller Anders W. Berthelsen.

Olivia Joof, Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro.
Olivia Joof, Anders W. Berthelsen og Nicolas Bro. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Ligesom sin karakter, Rolf Larsen, blev han mere og mere introvert og målrettet.

»Det har virkelig været spændende for mig at spille den rolle,« siger han.

I serien har han blandt andet spillet overfor Olivia Joof og Nicolas Bro, der også spiller politifolk.

'DNA' har premiere mandag den 9. september klokken 20 på TV 2 og TV 2 Play.