Danskerne valfarter til biograferne for at se komiker Anders Matthesens nyeste animationsfilm, 'Ternet Ninja', som i løbet af filmens første spilleuge allerede har slået rekord.

Filmen har nemlig siden premieren den 25. december solgt 345.947 biografbilletter inklusive snigpremiere, og dermed har 'Ternet Ninja' præsteret den bedste startuge for en dansk film nogensinde.

Animationsfilmen har samtidig også haft den bedste åbningsperiode, der betegnes som de fire første spilledage. Her har filmen solgt 222.760 billetter inklusive snigpremiere, oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Til sammenligning solgte 2018's bedst sælgende film, Afdeling Q-filmen 'Journal 64', 215.910 billetter på den fire dage lange åbningsperiode.

Foto fra Ternet Ninja.
Foto fra Ternet Ninja. Foto: Presse
Vis mere

Hos Nordisk Film er man noget overrasket over den voldsomme succes, især fordi filmen er en animationsfilm.

'Vi havde godt en stærk fornemmelse af, at filmen ville finde sit publikum. Men at en animeret familiefilm har solgt så mange billetter hver dag i hele juleperioden, havde vi alligevel ikke turdet håbe på. Det har vist sig at være en film, der favner enormt bredt og både har en stærk appel til børnefamilier, men også et voksent publikum, som kan lide et godt grin eller er fans af Anders Matthesen,' lyder det fra Nordisk Films direktør, Frederik Honore, i en pressemeddelelse.

Anders Matthesen fejrede i efteråret sit 25-års jubilæum som standupkomiker med et stort anlagt og i øvrigt stort set udsolgt show i Royal Arena og Boxen i Herning.

Han har tidligere haft succes med animationsfilmen 'Terkel i knibe', men 'Ternet Ninja' er ifølge Matthesen selv ikke lavet som et forsøg på at gentage den succes.

Anders Anden Matthesen fejrede i 2018 25 års jubilæum.
Anders Anden Matthesen fejrede i 2018 25 års jubilæum. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere


»Jeg laver aldrig noget, fordi jeg tænker, at det bliver en sikker succes. Så ville jeg arbejde på en helt anden måde og lave 'Terkel i knibe 2, 3 og 4',« sagde komikeren, da B.T. mødte ham i oktober.

Filmen har fået stor ros fra filmanmeldere, men for Anders Matthesen selv har det været det at lave projektet, der har været vigtigst.

»De fleste tror, jeg er perfektionist, men for mig er processen vigtigere end resultatet - modsat, hvad mange mennesker tror om mig,« har Anders Matthesen tidligere sagt til B.T.

Anders Matthesen har selv skrevet og instrueret Ternet Ninja, som er baseret på komikerens første børnebog af samme navn. Derudover har han også selv indtalt alle stemmer pånær to og skrevet filmens sange.