Den opmærksomme Anders Matthesen-fan vil have bidt mærke i, at der er skiftet ud på rollelisten i opfølgeren til biografhittet 'Ternet Ninja'.

I den første film fra 2018 lagde barneskuespilleren Alfred Bjerre Larsen stemme til hovedpersonen Aske, der går i 7. klasse og er forelsket i den et år ældre Jessica.

I 'Ternet Ninja 2', der har premiere 19. august, spilles Aske nu af 14-årige Louis Næss-Schmidt, og det er der en helt naturlig forklaring på, fortæller Anders Matthesen til B.T.

Alfred Bjerre Larsen er i dag nemlig 19 år, og siden de lavede den første film, har hans stemme forandret sig så meget, at de blev nødt til at finde en ny skuespiller.

Foto fra 'Ternet Ninja 2'.
Foto fra 'Ternet Ninja 2'. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Alfred havde den mest fortryllende stemme. Det har han sådan set stadigvæk, og vi havde ham også inde og prøve, om det kunne lade sig gøre, for vi ville rigtig gerne arbejde med ham igen, men det gik desværre ikke,« fortæller Anders Matthesen.

Man havde en håndfuld unge skuespillere til casting, og her faldt valget altså på Louis Næss-Schmidt, søn af skuespiller Nicolaj Kopernikus.

»Alfreds stemme er jo unik, men vi syntes, Louis havde lidt af den samme sprødhed og derudover også lidt af den desperation, som er i Askes stemme – og vi har været rigtig glade for at arbejde med Louis,« fortæller Anders Matthesen og tilføjer:

»Vi havde jo en pause på tre måneder, hvor han skulle tilbage og reparere på nogle replikker, og der kunne vi faktisk høre, at det samme problem var ved at ske igen. At hans stemme simpelthen var ved at blive for mørk.«

Nicolaj Kopernikus' søn Louis (nederst til højre) lægger stemme til Aske i 'Ternet Ninja 2'. Her er far og søn fotograferet sammen i 2016. 
Nicolaj Kopernikus' søn Louis (nederst til højre) lægger stemme til Aske i 'Ternet Ninja 2'. Her er far og søn fotograferet sammen i 2016.  Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Sidstnævnte fik de klaret i lydredigeringen, men det fik Anders Matthesen og hans medinstruktør Thorbjørn Christoffersen til at tænke på, hvad de eventuelt skal gøre, hvis de en dag finder på for eksempel at lave en 'Ternet Ninja 3'.

»Så kan man vælge at lade Aske blive lidt ældre, men det skal jo helst ikke være det, der styrer, hvor handlingen bliver båret hen,« forklarer Anders Matthesen, som hurtigt afviser, at det er ensbetydende med, at han allerede nu har tanker om at lave en treer.

»Nej, det gør jeg ikke, men det er klart, at sådan nogle overvejelser springer op, når man støder ind i det. Så snakker vi automatisk om, hvad man ville gøre en anden gang. Man bliver hele tiden klogere på, at det for eksempel kan være en udfordring. Det er jo naturligt nok .«

Anders Matthesen fortæller, at han i forbindelse med den første 'Ternet Ninja'-film faktisk overvejede at lægge stemmer til samtlige karakterer, altså også drengen Aske og pigen Jessica – sidstnævnte spilles i begge film af skuespiller Emma Sehested Høegh – men valgte af flere grunde at lade de to unge roller spilles af andre.

Anders Matthesen.
Anders Matthesen. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»For det første frygtede jeg, at det ville blive lidt 'Monty Python'-agtigt, hvis jeg skulle være den søde pige, som Aske er forelsket i. Jeg kan bedre spille sådan nogle skrappe poptøser eller en fjollet mor, men at skulle sige 'Hej, Aske' med blid, lys stemme duede ikke,« forklarer han og tilføjer:

»En anden ting er, at karakteren Ternet Ninjas faste gimmick er at stjæle folks stemmer. Jeg tænkte på, hvordan jeg skulle stjæle Askes stemme, så publikum forstår, at nu er det ikke Aske, der taler, men en der taler som ham. Der var Aske nødt til at blive spillet af en anden, så publikum ikke var i tvivl. På den måde lod vi også kærlighedsparret være ægte, mens jeg så selv tog jeg mig af stemmerne til hele den vanvittige verden rundt om dem.«

Han tilføjer, at det derudover også var for at prøve noget andet, så det ikke var præcis som i hans første animationsfilm, 'Terkel i knibe' fra 2004, hvor han lagde stemme til alle karakterer.

Gimmicken at lægge stemme til flere på én gang er han generelt stor fan af.

»Måske er det også, fordi jeg har en historik både med 'Jul på Vesterbro', 'Hva' snakker du om?' og 'Terkel i knibe'. Jeg synes, det er sjovt, og jeg bilder mig også ind, at folk synes, at det både er sjovt og hyggeligt.«

Den første 'Ternet Ninja'-film solgte i 2018 imponerende 928.987 biografbilletter og røg dermed ind på top-20 over de mest sete film i Danmark, siden man begyndte at opgøre det i 1976.

For tiden afholdes der forpremiere på 'Ternet Ninja 2' forskellige steder i landet, og Anders Matthesen følger spændt med på, hvordan danskerne tager imod fortsættelsen af hans eventyr.

»Jeg bliver bombarderet med Instagram-stories fra folk, der sender direkte fra de forskellige forpremierer. Det er en sjov tid, det er skægt at se, hvordan folk reagerer på det, efter at have siddet halvandet år i mørkekammer,« slutter Anders Matthesen.