Kritikken af DR-programmet 'Ellen Imellem' fortsætter i stor stil.

Senest har journalist og vært Anders Lund Madsen givet sit besyv med, da han gæstede mandagens udgave af 'Deadline'.

DR-programmet har fået forskere og fagforeningen Dansk Magisterforening op i det røde felt, fordi de mener, at de er blevet lokket med i programmet uden at vide, hvad konceptet gik ud på.

I et forsvar fra programmets redaktør, Jonas Delfs, forklarer han, at der var tale om satire, og at de medvirkende godt vidste, at der ville være 'satiriske elementer' i de interviews, de var med i.

Astrofysiker Anja C. Andersen har personligt klaget over programmet 'Ellen Imellem' – og hendes fagforening DM meldte DR til pressenævnet. I første afsnit svarede professoren uvidende på spørgsmål fra flat earth-tilhængeren Ole Lochmann, der i hemmelighed stillede sine spørgsmål igennem DR-journalisten Ellen Kirstine Jensen. Foto: DR.
Astrofysiker Anja C. Andersen har personligt klaget over programmet 'Ellen Imellem' – og hendes fagforening DM meldte DR til pressenævnet. I første afsnit svarede professoren uvidende på spørgsmål fra flat earth-tilhængeren Ole Lochmann, der i hemmelighed stillede sine spørgsmål igennem DR-journalisten Ellen Kirstine Jensen. Foto: DR.
Vis mere

Anders Lund Madsen, der i den grad har beskæftiget sig med satire, udtaler dog i 'Deadline', at der for ham at se på ingen måde er tale om dette greb i programmet.

De tre afsnit, som han har set, har det problem, at de ifølge ham hverken er sjovt eller rigtig satire.

Det forklarer han til værten Lotte Folke, da hun spørger direkte, om der er tale om satire.

Ifølge Anders Lund Madsen er der intet i programmet, der er sjovt.

»Jeg er 58 og har en anden humor end de unge, men der er ikke noget her, der opfølger de mindste kriterier for noget, der skal være sjovt. Der er ingen pointer.«

Journalisten mener, at der kan være tale om, at det er en gruppe 'mellemledere', der har fået sig en god idé, der slet ikke fungerer i virkeligheden.

»De er endt med en hore af en idé.«

I 'Deadline' fortæller redaktør – og mellemleder – Jonas Delfs, at han bestemt ikke er enig i Anders Lund Madsens udlægning af programmet.

»Det er modtaget. Jeg deler ikke Anders' analyse. Satire behøver ikke være sjovt. Det må gerne være pinligt og akavet.«

B.T. har været i kontakt med Anders Lund Madsen for at få en uddybning af hans kritik, men han oplyser, at han ikke har tid til at medvirke i et interview.

Tirsdag holder DR stadig fast i, at man mener, programmet er 'inde for skiven', og at man ikke vil fjerne de tre udgivne 'Ellen Imellem', selvom Dansk Magisterforening har krævet en sletning og destruering af råmaterialet.

Det gør de med henblik på DRs egne etiske retningslinjer.

»Alle programmerne må tages ned, da de er optaget på forkerte præmisser, og der er ytret klart ønske om, at alt råmateriale også slettes, jævnfør DRs egne etiske retningslinjer,« fortalte Camilla Gregersen, der er formand for den akademiske fagforening DM, til B.T.

Henrik Bo Nielsen, der er direktør for Børn og Unge i DR, har udtalt til 'Deadline', at man er tilfreds med programmet.

»Vi er klar over, at vi er udkommet med et program, der går til grænsen og skaber debat, men det er stadig vores opfattelse, at det er sket inden for skiven.«

B.T. har forsøgt at få et interview med DR, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.