Han er vant til at snakke med mennesker, lave interviews og fortælle historier.

Men da journalist Anders Lund Madsen tilbage i november skulle begive sig ud på en pilgrimsrejse med fem kendte danskere, som han ikke kendte i forvejen, blev han for alvor udfordret.

»For mig har det altid været lidt problematisk med hensyn til andre mennesker og det sociale er jeg ikke super god til,« fortæller Anders Lund Madsen til B.T. på pressedagen for Viaplay-serien 'The Journey – 15 dage i Nepal'.

»Jeg synes, det sværeste var at være tvunget til at skulle tilbringe så meget tid med mennesker, som jeg ikke kender, og som jeg ikke var tryg ved.«

I programmet rejser han sammen med skuespillerne Søs Egelind, Dulfi Al-Jabouri og Josephine Højbjerg, tidligere fodboldspiller og kommentator Stig Tøfting og tv-vært Christiane Schaumburg-Müller Åxman til Nepal med hver deres individuelle formål for at blive klogere på dem selv.

Særligt husker han både lufthavnen og turen gennem den nepalesiske hovedstad Kathmandu. Den osede af kaos – et menneskemylder uden lige, larm og ingen udgange gav ham fornemmelsen af, at han druknede.

I Kathmandus gader oplevede han ikke et eneste lyskryds – men i modsætning til danske trafikanter, oplevede han, at nepaleserne gav plads til hinanden i trafikken.

Han er selv uddannet journalist – et fag der virkelig handler om at snakke med mennesker og fortælle deres historier – og det kan han, fordi han har lært sig selv det rent teknisk.

Men almindelige samtaler – uden et formål, som han kalder det – har han altid haft virkelig svært ved. I programmet fortæller han, at særligt til fester har det været udfordrende og flere gange har søgt mod toilettet for at undgå at have en almindelig samtale.

»Det har altid været lidt et problem,« siger Anders Lund Madsen og fortæller, at han faktisk fik tanken om, at det var dumt, han havde sagt ja, for der var jo ingen grund til at gøre det sværere for en selv.

I Kathmandus gader så Anders Lund Madsen at kaos kan være en harmoni der fungerer, og det mener han blandt andet satte sig fast, hvordan deltagerne begyndte at opføre sig overfor hinanden.
I Kathmandus gader så Anders Lund Madsen at kaos kan være en harmoni der fungerer, og det mener han blandt andet satte sig fast, hvordan deltagerne begyndte at opføre sig overfor hinanden. Foto: Henrik Kloch / Viaplay Group.
Vis mere

Det viste sig dog, at Nepal kunne noget specielt. Landet og dets væremåde voksede på mystisk vis stille og roligt på ham. Og frygten for kaos blev mindre.

For med turen fandt han ud af, at en rejse på Island faktisk endda måske var kedelig, fordi det var trygt, forudsigeligt og godt.

»Så måske i en alder af 59 år er jeg blevet en lille smule mere vovet, og det er trods alt lidt,« siger han med et smil.

Serien 'The Journey – 15 dage i Nepal' har premiere mandag 8. maj på Viaplay.