For fem år siden besluttede Amin Jensen, at han ville anskaffe sig et stort reklameskilt og sætte det op foran sin bopæl i Hvidovre.

»Planen var, at jeg skulle reklamere for mig selv, sælge reklamer og reklamere for lokalmiljøet i byen,« siger han.

Amin Jensen serverede torsdag aften middag for tre kendte danskere i programmet 'Til middag hos' på TV3, og her faldt snakken selvfølgelig på det store skilt, som de alle tre så, da de ankom til huset.

'Jeg bor op til et lyskryds, og det er en ulempe, så jeg tænkte, hvordan kan jeg vende det til noget positivt?' siger han i programmet.

Amin Jensen under 'Til middag hos'
Amin Jensen under 'Til middag hos' Foto: NENT Group/Bjørn Jakobsen
Vis mere

Et reklameskilt blev svaret, men der skulle gå cirka to år, før det kom op. Sådan et er nemlig dyrt.

»Da jeg først fik tanken, kostede et reklameskilt en halv million kroner at lease,« forklarer den 49-årige sanger, komiker og skuespiller til B.T.

Men heldigvis faldt prisen til 200.000 kroner, og Amin Jensen havde endelig råd til det skilt, han havde drømt om.

Men lykken varede ikke længe, for der gik ikke mere end tre dage, før han havde både kommunen og vejbestyrelsen på nakken.

Sådan så der ud foran Amin Jensens hus for to år siden.
Sådan så der ud foran Amin Jensens hus for to år siden. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

De ville have skiltet fjernet.

Med en række retssager, dagbøder og et lokalsamfund, der ikke tog imod den gratis reklameplads, nu når kommunen var imod det, så kunne man forestille sig, at Amin Jensen hurtigt tabte gejsten. Men det er bestemt ikke tilfældet.

Han blev stædig, og har faktisk vundet alle retssager frem til i dag, hvor han venter på at komme i landsretten den 18. februar 2020.

»Da jeg vandt over kommunen, så kom politiet også efter mig. De mener, at skiltet udgør en fare. Det er noget fis,« siger Amin Jensen og fortsætter:

Reklameskiltet på billedet er cirka 11 kvm stort.
Reklameskiltet på billedet er cirka 11 kvm stort. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Der er jo skilte overalt i andre lyskryds.«

Og for lige at sætte en ekstra fed streg under, at han altså ikke bøjer sig, så har han for få måneder siden bestilt et endnu større skilt, der skal erstatte det første. Det nye skilt er 22 kvm og vejer cirka 60 kilo. Det er mere end dobbelt så stort.

Når Amin Jensen får sat det nye skilt op, så vil han igen risikere at modtage dagbøder, hvis han taber sagen i landsretten.

'Til middag hos' sendes mandag til torsdag klokken 19 på TV3, men kan også ses på streamingtjenesterne Viaplay eller Viafree.