'America's Next Top Model' virkede egentlig progressivt, inkluderende og woke, da det havde premiere i 2003.

I første sæson deltog både en sort lesbisk kvinde samt en plus-size-model. Der var en transkvinde. En blind. En døv. Og mange andre.

Dommeren Janice Dickinson blev godt nok hurtigt kendt for ikke at kunne udstå fyldige kroppe og for at benytte enhver mulighed for at kritisere selvsamme.

Men deltagerne blev altid forsvaret af Tyra Banks, der som både mentor og reserve-storesøster beskyttede sine piger, mens hun hyldede deres forskelligheder.

Men i løbet af de seneste år er skeletterne begyndt at vælte ud af skabet.

At deltage i programmet var 'psykologisk krigsførelse', lyder det nu – 19 år senere – fra en af de over 30 kilder foran og bag kameraet, som Business Insider har interviewet om den verdensomspændende succes.

»Det var her, det gik op for mig, at Tyra ikke giver en fuck,« siger Aminat Ayinde, der fik en skaldet plet i sin hovedbund efter en fejlslagen makeover, der ætsede hendes hud.

En skade, hun ikke kunne søge erstatning for, da produktionen fik deltagerne til at skrive under på, at den ikke kunne holdes ansvarlig for nogen skader under optagelserne.

Dommer Janice Dickinson i 2018.
Dommer Janice Dickinson i 2018. Foto: Jean Baptiste Lacroix
Vis mere

»Det gav mig en ulækker smag i munden. Og helt ærligt, så mistede jeg al respekt for Tyra Banks.«

Modellerne havde arbejdsdage på over 20 timer og fik kun 270 kroner om dagen at købe ind for. De havde ingen mobiltelefoner, internet eller kontakt til omverdenen.

Og det var ikke sjældent, at de blev svimle eller besvimede ud på aftentimerne, lyder det fra de tidligere deltagere.

Men det interessante er, at mange af de grænseoverskridende episoder fandt sted lige foran tv-seernes øjne.

»Det er for at forberede jer på modellivet efter det her program,« lød forklaringen, inden de blev sendt ud på en catwalk på siden af en høj bygning, som de skulle rappelle ned ad i stiletter.

En anden gang blev der sat ild til deres hænder – uden anden forklaring end, at det ville være en stor udfordring – mens en tredje catwalk foregik på gyngende træplader, der var løst spændt ud over en swimmingpool.

Men da alle – mod forventning – klarede den uden at falde i vandet, løsnede produktionen på pladerne og bad modellerne prøve igen, så de kunne filme fiaskoen, lyder det fra en tidligere deltager.

Ofte spillede produktionen også på deltagernes svagheder for at få dem til at knække, lyder anklagerne.

I en sæson med en døv model fandt man pudsigt nok på, at alle modellerne skulle på en opgave i totalt mørke, hvor de kun havde fotografens stemme at gå efter.

Ganske tilfældigt var det nok heller ikke, at en deltager skulle posere i en kiste, lige efter hun havde fået et opkald hjemmefra om, at hendes ven var død.

Da deltagerne skulle posere som dyr, var det nok også med overlæg, at Keenyah Hill fik tildelt 'elefanten', efter hun grædende havde fortalt kameraet, hvor meget det påvirkede hende, at hun havde taget et par kilo på og følte sig større end de andre modeller.

Da de senere skulle portrættere de syv dødssynder, fik hun tildelt 'fråseri' og skulle fotograferes, mens hun proppede sig med mad.

Makeupartist og dommer Jay Manuel fotograferet i 2006.
Makeupartist og dommer Jay Manuel fotograferet i 2006. Foto: J.P. MOCZULSKI
Vis mere

Generelt mener flere deltagere, at de blev manipuleret til at lave godt tv.

For eksempel fortæller Lluvy Gomez, at hun var rimelig fattet, da hun røg ud af programmet.

Efterfølgende spurgte tilrettelæggerne til hendes afdøde far, som hun kun havde fortalt om i de indledende psykologtest under castingen. Om han mon ville være skuffet over hende.

Det fik Lluvy Gomez til at bryde sammen. Denne gråd blev efterfølgende klippet ind som hendes reaktion på, at hun var røget ud, hævder hun.

Business Insider har kontaktet Tyra Banks for at få en kommentar til de mange anklager, men hun er ikke vendt tilbage.

Kort efter henvendelsen slettede hun sin Twitter-profil.