»Der er kun én ting at gøre, og det er at se fremad,« lyder det fra Amalie Szigethy i torsdagens afsnit af 'Forsidefruer'.

Her gør hun status på forholdet til de andre fruer i programmet, efter de har været i Paris sammen.

Selvom Amalie Szigethy og Janni Ree som bekendt er blevet veninder igen i dag, var det ikke gældende, da optagelserne til programmet blev lavet.

Her fortæller Amalie Szigethy sin veninde om den genforening, hun og Janni Ree havde haft under Paris-turen, hvor de under fire øjne fik talt ud og sluttede fred i et kram.

»Jeg kan jo ikke sidde her og sige, at jeg er blevet venner med Janni igen, for det er ikke sandt,« siger hun og fortsætter:

»Men vi har sluttet fred, og vi kan ses, når vi er på optagelser, og vi kan sidde sammen og grine, og vi kan få det til at fungere, men det bliver aldrig det samme igen. Og sådan er det bare.«

I programmet fortæller hun ligeledes om hendes forhold til resten af gruppen. Meget har ændret sig, bemærker hun.

»Jeg synes ikke, det er, som det har været, mellem mig og de andre piger, som før i tiden.«

»Jeg kan skidegodt lide Karina. Tina kom jeg godt ud af det med i Paris. Jeg kom tættere på Tina og al min respekt til Tina også. Gunnvør, det er, hvad det er. Jeg synes, hun er meget ustabil. Det er så mit indtryk af hende.«

Overordnet bemærker forsidefruen, at dynamikken i gruppen har ændret sig efter hende og Janni Rees uvenskab. Et uvenskab, der blev udløst i sidste sæson af 'Forsidefruer', og som har gjort, at Amalie Szigethy har følt sig mobbet af de andre kvinder i gruppen.

Ikke desto mindre tyder det på, at Amalie Szigethy har sluttet fred med tanken om, at tingene har ændret sig.

»Sådan er det jo i livet generelt. Man forandrer sig, og der sker nogle ting, og man glemmer, man tilgiver, man kommer videre.«