52-årige Bjørn Jacobsen, kendt fra DR 1-programmet 'En stille forsvinden', er gået bort.

Bjørn Jacobsen led af Alzheimers sygdom, og programmet satte fokus på den tidligere bankdirektørs frygtelige skæbne, der svækkede hans krop ubønhørligt.

Han døde søndag aften kl. 19 omgivet af sin familie. Han var ramt af lungebetændelse, hvilket menes at have kostet ham livet, skriver DR.

Hans kone gennem 24 år, Julie Rubow, bekræfter dødsfaldet på Facebook.

'Bjørn kæmpede til det sidste for sin værdighed og berettigelse i livet, sygdom til trods. Det var en ulige kamp, som vi har måttet bevidne med stor sorg og afmagt,' skriver hun i et opslag mandag eftermiddag.

'Nu er der ikke flere kampe at kæmpe for Bjørn, og vi ønsker, hans sjæl får fred ved glæden over alt, hvad han har udrettet i livet, på trods af hans alt for tidlige død. Han vil leve videre i vores hjerter, og jeg vil se ham hver dag i vores tre skønne drenge. Vi elsker dig. Hvil i fred,' skriver hun.

DR-programmets oprulning af Bjørn Jacobsens sygdomsforløb har forarget mange og medført kritik af det danske sundhedssystem. Så sent som for få dage siden har Alzheimerforeningen kritiseret behandlingen af ham og andre.

»Det er helt urimeligt, at mennesker bliver udsat for sådan noget. Vi ender med to patienter i stedet for én, fordi den pårørende brænder ud til sidst,« sagde Birgitte Vølund, der er formand i Alzheimerforeningen, til B.T.

Kritikken kommer, efter Julie Rubow afslørede kaos og overmedicinering i sin mands behandlingsforløb.

»I hele processen er vi blevet mødt med velvillighed fra sundhedspersonalet, men det er, som om ingen tager det overordnede ansvar for behandlingen,« sagde Rubow.

Det har blandt andet betydet, at Bjørn Jacobsen på et tidspunkt modtog så store doser psykofarmaka, at det kunne have været dødeligt for ham. Han slap med livet i behold, men han fik hjerneblødningslignende symptomer og mistede evnen til at kunne synke.

Bjørn var – med Julies ord – gjort til en grøntsag, der ikke kunne rejse sig, spise selv eller tale. Alt sammen, fordi ingen i systemet havde det overordnede overblik.

Af samme årsag er Julie Rubow selv endt med at blive en form for koordinator på sin mands forløb.

Alzheimerforeningen efterlyser handling fra både fagpersoner og politikere. En løsning kunne eksempelvis være at indføre demenspakker, ligesom der også findes kræftpakker, lyder det.

»En mulighed kunne være, at der allerede 48 timer efter, at patienten får diagnosen, står en kvalificeret fagperson med viden, indsigt i systemet og menneskelige kompetencer, der kan følge forløbet,« siger Birgitte Vølund.

DR fulgte Bjørn Jacobsen og hans familie i fem år. Det er der kommet en tre timer lang dokumentarfilm ud af.