Han var en sand seermagnet i den netop afsluttede sæson af 'Alene i vildmarken'.

For 27-årige Niels Drescher har det allerede ført til, at han har optrådt flere gange på DR, hvor han efter første afsnit af overlevelsesprogrammet kom med i børneprogrammet 'Ultra vildt'.

Siden har han blandt andet også været gæst i 'Aftenshowet', og der er altså fortsat mere tv på vej, røber han nu overfor B.T.

»Jeg kan ikke sige så meget, men der kommer mere, og jeg glæder mig helt vildt,« fortæller Niels Drescher.

Den 27-årige buschcrafter og medicinstuderende er da også meget taknemmelig for de muligheder, som 'Alene i vildmarken' har givet ham.

»Det har været en vild fed oplevelse, men det er meget større, end jeg kunne have håbet på og end bare min oplevelse, at jeg har fået hul igennem til at tale specielt til børn og unge og formidle natur,« fortæller Niels Drescher.

Niels Drescher underholdte blandt andet med at lave flere karakterer – som Niels Nævesvin her – under sit ophold i 'Alene i vildmarken'. Foto: ITV Studios Denmark

Men det er ikke kun på tv-skærmen, man fremover kan se mere til den unge naturnørd.

Kort før 'Alene i vildmarken' blev sendt, oprettede han nemlig en Instagram-profil under navnet Naturniels, hvor han allerede har fået mere end 26.000 følgere.

»Folk er gået helt amok, og det er mega fedt. Jeg er sindssygt glad for alle de folk, der følger med,« slår han fast.

Så nu er ambitionen også at være naturinfluencer.

»Det kan man kun få for lidt af!« siger Niels Drescher.

»Jeg har altid undervist meget, og jeg vil specielt gerne have børn og unge til at få næse for naturen, ligesom den spillede en stor rolle for mig selv,« fortæller den 27-årige buschcrafter, der med hjælp fra pædagogen Berit fandt sin ro som et vildt barn ved at være i naturen – hvilket han i øvrigt også har været på DR for at fortælle om.

»Så jeg kan tydeligt se en kæmpe fordel ved sådan et medie som Instagram, hvor jeg kan snakke direkte til en helt masse,« slår han fast.

Niels Drescher har i øvrigt røbet, at han »fik løjet lidt til jobsamtalen« til sin tv-optræden i 'Ultra vildt'. Læs mere om det HER.