Det er 30 år siden, at Kevin måtte forsvare sit hjem mod de to inbrudstyve Marv og Harry, da han blev glemt af sin familie, som tog på juleferie.

Filmen 'Alene hjemme' blev en øjeblikkelig klassiker, fik sig fire efterfølgere og sendes fortsat i tv'et som en tilbagevendende juletradition den dag i dag.

De opfølgende film havde dog svært ved at leve op til forventningerne, og det samme kan siges om flere af stjernerne, der falmede lige så stille.

Det gælder især Macaulay Culkin, der var bare 10 år gammel, da han strøg til tops i filmbranchen i rollen som den charmerende dreng Kevin McCallister. Han var også med i opfølgeren, hvor Kevin tog det forkerte fly og måtte tilbringe julen alene i New York. Men herfra gik den ikke længere.

Macaulay Culkin ses her til en premiere i 2018.
Macaulay Culkin ses her til en premiere i 2018. Foto: Valerie MACON
Vis mere

Han udnyttede populariteten, tog en masse roller og blev lynhurtigt millionær. Culkin blev dog hurtigt træt af kendisfaktoren og satte hele sin aktive skuespillerkarriere på pause fra midten af 1990'erne og flere år frem:

»Det begyndte at føles som en pligt. Det gjorde jeg også klart, men jeg blev ikke rigtig hørt. Jeg ville bare gå i skole, fordi jeg havde ikke været igennem et helt skoleår siden første klasse,« sagde han i et interview med Esquire.

Efter otte år væk fra offentlighedens søgelys genoptog han karrieren, men ingen af hans filmroller siden 'Alene hjemme' har nået Kevin til sokkeholderne i forhold til opmærksomhed og anerkendelse.

Macauley Culkin har de senere år fået mere opmærksomhed for alt det, som ikke har med skuespillerkarrieren at gøre. Han har blandt andre datet Mila Kunis, startet sin egen pizzakæde, været bedste venner med Michael Jackson, som blev anklaget for seksuelle overgreb på Culkin, og så har det længe været rygtet, at han havde et misbrug af stoffer. Noget, som han selv mener er overdrevet i medierne.

John Heard afgik ved døden i 2017. Han blev ramt af et hjerteanfald.
John Heard afgik ved døden i 2017. Han blev ramt af et hjerteanfald. Foto: PAUL BUCK
Vis mere

Kevins far og mor, Catherine O'Hara og John Heard, havde allerede haft prominente roller, inden de blev castet til julefilmene. Og begge har faktisk rullet videre på bølgen af succes.

Catherine O'Hara har vundet adskillige priser, herunder senest en Primetime Emmy Award tidligere i år for sin rolle i serien 'Schitt's Creek'. Hun har også fået sin helt egen stjerne på Canadas Walk of Fame, der er placeret i hendes egen hjemby, Toronto.

John Heard kan ikke prale af at have vundet en Emmy Award, selv om han har været nomineret. Til gengæld har han medvirket i et hav af store og prisbelønnede serier som 'Prison Break', 'The Sopranos', 'NCIS: Los Angeles' og 'Modern Family', og så havde han en af hovedrollerne i filmen 'Sharknado'. John Heard var aktiv, lige til han afgik ved døden i 2017 i en alder af 71 år.

Så er der de to indbrudstyve Harry og Marv, der ihærdigt forsøger at berøve familiens hjem, men som aldrig formår at overrumple Kevin og alle hans fælder.

Joe Pesci i forbindelse med premieren på Netflix-filmen 'The Irishman'.
Joe Pesci i forbindelse med premieren på Netflix-filmen 'The Irishman'. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Joe Pesci, der spiller Harry, har haft en yderst succesfuld karriere, både før og efter. Hans karriere toppede nok i samme periode, som 'Alene hjemme' udkom – men af helt andre årsager. I 1991 vandt han nemlig en Oscar for sin rolle som Tommy DeVito i den prisbelønnede film 'Goodfellas'. Han valgte at trække sig tilbage fra filmbranchen omkring årtusindeskiftet og producerede i en årrække sin egen musik, inden han lavede et brag af et comeback som skuespiller i Netflix-filmen 'The Irishman', der udkom i 2019. Her blev han nok en gang nomineret til en Oscar, dog uden at vinde i denne omgang.

Daniel Stern, der spiller Marv, fik aldrig den samme succes og anerkendelse som sin partner in crime. Han var ganske vist med til at producere den populære tv-serie 'The Wonder Years', men ingen af hans tv- eller filmroller har siden 1990'erne været af nævneværdig karakter. Han forsøger dog stadig at nå fordums højder, da han i øjeblikket spiller med i Hulu-serien 'Shrill'.

Fans af serien kan glæde sig over, at en genindspilning af den originale film er i fulde omdrejninger. Den kommer efter planen på den splinternye streamingtjeneste Disney+.

Instruktøren af den originale 'Alene hjemme', Christopher Columbus, er dog ikke videre begejstret. Han mener, at det er spild af tid, og at man ikke bør genindspille en film, der fortsat har succes den dag i dag.